23948sdkhjf

Første modul er hejst på plads på nye studieboliger i Lyngby

Concept Living A/S by ABC har netop hejst det første modul på plads til et nyt, stort boligkompleks i Kongens Lyngby med 312 præfabrikerede studieboliger

I midten af september leverede byggevirksomheden Concept Living A/S by ABC, som er specialiseret i at levere modulbyggeri, det første modul til det nye store boligkompleks på DTU Campus i Kongens Lyngby.

Det foregik ved, at en stor mobilkran hejste det præfabrikerede modul fra ladet på lastbilen og over på byggegrunden, hvor fundamentet og forsyningerne på forhånd var klargjorte.

- I alt skal 312 studieboliger opføres, som bliver en del af det udbud, Boligfonden DTU udlejer. Her har vi nu for alvor skudt byggeprojektet i gang ved netop at have transporteret det allerførste modul - af i alt 162 moduler - fra Jylland til Sjælland og derefter hejst det fra lastbilen til byggegrunden. Modulet kommer til at udgøre boligkompleksets vaske- og teknikrum, som er det sværeste af dem alle at installere, da det er herfra, at alle installationer og forsyninger til studieboligerne går, fortæller direktør i Concept Living, Kjeld S. Facius.

På samme dag blev øvrige ni moduler, som samlet set bliver til 18 studieboliger, transporteret til byggepladsen. De skal alle udgøre stueetagen på én af de i alt seks boligblokke, som bliver opført

De nye boliger opføres i det nordvestlige hjørne af DTU Campus med cykel- og gangsti samt et beplantningsbælte og kommer til at bestå af i alt to gange tre boligblokke, som danner en u-form. Tolv af boligerne indrettes til kørestolsbrugere, mens samtlige boliger bliver placeret i gåafstand til alle faciliteter på campus.

Er som legoklodser
Samtlige 162 moduler, der skal bruges til projektet, bliver produceret på Concept Livings fabrik i Engesvang i Midtjylland i de tidligere Siemens-bygninger.

Her har man bygget modulerne op fra bunden og færdiggjort dem, før de bliver kørt til byggepladsen i Kongens Lyngby på Sjælland, hvor vand og varme installeres, og de udvendige facadeplader bliver monteret.

- Fordelen ved modulbyggeri er, at når først de enkelte moduler er færdigbygget på vores fabrik, kan de hurtigt stables som legoklodser på byggepladsen. Alt bliver nemlig installeret på forhånd, hvilket også gælder eksempelvis køkken, bad, toilet samt installationer som gulvvarme i studieboligerne. På den måde kan modulbyggeri også opføres hurtigere end mange andre boligbyggerier, da byggepladsen med blandt andet fundamenter og stikledninger kan klargøres parallelt med, at vi bygger modulerne i Engesvang, siger Kjeld. S. Facius.

Det er Concept Livings søstervirksomhed Baltic Modules, som står for at levere en stor del af møblerne til boligerne.

Boligkomplekset forventes at stå klar til indflytning primo januar 2019.
brahe

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11