23948sdkhjf

Siloen tager imod på én af Aalborgs bedste placeringer

Blandede boligformer er et nøgleord for byggeriet, som både byder på ungdomsboliger til 3.600 om måneden og ejerlejligheder op til 32 millioner

Lørdag 1. september var en stor dag i Himmerland Boligforening, som kunne byde velkommen til beboerne i den nyeste afdeling, som nu står færdig i det nye centralt beliggende kvarter på Østre Havn.

Den 13 etager høje bebyggelse, der har fået navnet Siloen, er ifølge direktør Ole Nielsen et godt eksempel på boligforeningens stærke fokus på at skabe blandede byggerier – altså renoveringer eller nybyggerier hvor beboerne har vidt forskellig baggrund og social status.

Således er de nederste fire etager indrettet med 62 ungdomsboliger. Herefter følger tre etager med 18 familieboliger. Og de øverste seks etager består af ejerlejligheder, hvoraf den dyreste koster 32 mio. kroner. Til sammenligning kan man leje en af ungdomsboligerne til 3.600 kroner om måneden.

- Det handler ikke ’bare’ om at få blandet nationalitet og religion. Vores fokus er i høj grad også på at få skabt den rigtige sammensætning ud fra beskæftigelse, alder, indkomst og uddannelse. Denne forskellighed er noget, vi de seneste år har arbejdet målrettet med at skabe forudsætningerne for, når vi renoverer og bygger nyt. Vores klare mål er at være med til at skabe mere tolerance, større forståelse og en højere grad af medejerskab til eget boligområde, siger Ole Nielsen.

Det er A. Enggaard, der har opført Siloen med C.F. Møller som arkitekt, mens Himmerland Boligforening står som bygherre for familie- og ungdomsboligerne. Bygningens navn er en reference til den DLG-silo, som tidligere stod på grunden.

- Fordi området tidligere har været præget af et byggeri med et markant industrielt udtryk, har vi valgt at opføre Siloen som et tårn af samme størrelse og med samme hovedudseende som DLG-siloen. Dog har vi valgt en vinduessætning, der giver et nutidigt udtryk og ikke mindst det optimale lysindfald i boligerne. Det oprindelige silopræg er genfortolket i facader præget af opdeling i lodrette elementer, hvor forskellig materialekarakter i form af glas, tegl eller pudsede overflader giver en spændende aftegning, fortæller Ole Nielsen.

Mens Himmerland Boligforenings ungdomsboliger er på de sædvanlige cirka 50 kvadratmeter, er familieboligerne på 63 til 115 kvadratmeter fordelt på to eller tre værelser. Alle familieboliger har en eller flere altaner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141