23948sdkhjf

Nordmænd overhaler skandaleramte italienere

Norske Q-free vinder udbud på Storebæltsbroen

De prækvalificerede

- Q-free ASA (Norge)
- Kapsch TrafficCom AB (Svensk datterselskab i østrigsk koncern)
- Indra Sistemas S.A. (Spanien)
- Autostrade Tech S.p.a. (Italien)

Koncernen Autostrade, som den italienske stat holder ansvarlig for brokollapset på Morandi-broen i sidste uge, havde datterselskabet Autostrade Tech Spa. med i opløbet om at modernisere betalingsanlægget på Storebæltsbroen.

Men i stedet blev det norske Q-free, der løb med opgaven.

Den norske virksomhed vandt udbuddet i konkurrence med tre andre tilbudsgivere.

- Det er en opgave, som betyder meget for os, og vi glæder os til at komme i gang, siger chef for betalingsanlægget, Jens Kjær Nielsen fra A/S Storebælt.

Udvælgelseskriteriet var det økonomisk mest fordelagtige bud, herunder pris for anskaffelse, drift og vedligehold i fire år efter åbningen. Opgaven er estimeret til 6 mio. euro svarende til cirka 45 mio. kr. i udbudsmaterialet.

Mindre trængsel
Konkret er der tale om en ombygning og modernisering af det eksisterende betalingsanlæg fra Storebæltsbroens fødselsår i 1998. Det nye anlæg skal blandt andet give besparelser inden for drift og vedligehold af anlægget med flere automatiserede løsninger.

Det nye betalingsanlæg

Med det nye anlæg bliver det muligt at øge kapaciteten i forhold til de lavere takster per 1. januar 2018. Dvs. at kunder, der betaler med enten BroBizz eller PayByPlate vil kunne køre hurtigere igennem

I dag benytter cirka 73 procent af kunderne automatisk betaling i form af Brobizz eller Paybyplate.

Det nye betalingsanlæg vil reducere A/S Storebælts driftsomkostninger væsentligt for anlægget

Det nye udstyr består blandt andet af et nyt klassifikationssystem, nye kameraer til nummerpladelæsning, LED-skilte over vejbaner og nye selvbetjeningsterminaler. Desuden udvides antallet af ekspresbaner fra fire til seks baner i hver retning

Betalingsanlægget forventes at stå færdigt i efteråret 2019

Opgaven omfatter installation af nyt klassifikationsudstyr, herunder kameraer og skannere, der skal gøre det muligt at få bilisterne hurtigere igennem.

- Det nye udstyr betyder, at kunder, der anvender Paybyplate, kan køre med en højere hastighed, og Brobizz-kunder gennemsnitligt kan komme hurtigere igennem, da vi forventer, at der vil være mindre kødannelse, siger Jens Kjær Nielsen.

Med moderniseringen får personalet også bedre mulighed for at servicere bilister hurtigere via øget fjernbetjening fra kontrolrummet.

Færre med manuel betjening
Ud over besparelser skal det nye anlæg også være med til at få flere bilister til at skifte til automatiserede betalingsløsninger.

- Det nye betalingsanlæg ses også som følge af de ændrede takster, der blev indført fra årsskiftet, der har til formål at få flere til at benytte Brobizz eller nummerpladegenkendelse, siger han.

Fra 1. januar 2018 blev taksterne for at krydse Storebæltsbroen sænket. Og i løbet af foråret gjorde Sund & Bælt det muligt at anvende sin nummerplade som betalingsløsning.

Det nye anlæg vil efter planen være klar til brug i oktober 2019.

Ud over det nye udstyr medfører opgraderingen også, at antallet af hurtigbaner bliver øget fra fire til seks i hver retning.

Italienske Autostrade Tech anmodede også om at blive prækvalificeret til betalingsanlægget på den kommende Fjordforbindelse, men blev sorteret fra inden prækvalifikationen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.254