23948sdkhjf

Arkæologer undersøger Femern-byggeplads

Halvandet år forventes arkæologerne at bruge på at undersøge den kommende byggeplads på Lolland

Før de store maskiner og tusindvis af tunnelarbejdere kan rykke ind og påbegynde anlægget af Femern-forbindelsen, skal byggepladsen ved Rødbyhavn på Lolland undersøges af arkæologer, så eventuelle oldtidsfund i undergrunden ikke forsinker byggeriet.

- I den kommende tid gør vi klar til anlægsfasen, og de arkæologiske undersøgelser er en vigtig del af forberedelserne, udtaler Christian Henriksen, myndighedschef i Femern A/S, i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at i den kommende tid bygger de også adgangsveje, cykelstier og rørledninger, så alt er klar, når entreprenørerne rykker ind.

Femern-forbindelsen
  • Femerntunnelen mellem Danmark og Tyskland bliver en 18 km lang sænketunnel, der kommer til at rumme en tosporet motorvej i hver retning og to elektrificerede jernbanespor
  • Bygherre: Femern A/S
  • Bygherrerådgiver: Rambøll-Arup-TEC
  • Entreprenør: Fire kontrakter er fordelt mellem to konsortier, der består af virksomheder fra Belgien, Danmark, Frankrig, Holland og Tyskland
  • Budget: 52,6 mia. kroner inklusiv syv mia. kroner i reserver (2015-priser)
  • Tidsplan for anlægsprocessen: 2020-2028

Største udgravning i historien
De arkæologiske undersøgelser i felten ventes at tage omkring halvandet år, og efterfølgende skal fundene analyseres af forskere i de kommende år.

Det er Museum Lolland-Falster, der står for Femern-undersøgelserne, som er den største sammenhængende arkæologiske opgave i Danmarkshistorien.

Tidligere undersøgelser har vist, at kyststrækningen har været et centrum for udveksling og bosættelse i tusinder af år.

- Byggeriet af Femern-forbindelsen giver os arkæologer helt unikke muligheder for at undersøge et meget stort og sammenhængende område. Tidligere udgravninger i området har givet mange enestående fund som har vakt opsigt over hele verden samt hel ny viden om stenalderen, så vi glæder os til at komme i gang, siger projektleder Bjørnar Måge.

Aktiviteter for 400 millioner
Femern-forbindelsen er Danmarkshistoriens største anlægsprojekt, og den kommende byggeplads ved Rødbyhavn, hvor tunnelen skal støbes, bliver Nordeuropas største byggeplads.

Den over 150 hektar store byggeplads vil rumme en tunnel-elementfabrik, en arbejdshavn, materialepladser, og boliger til omkring 3.000 tunnelarbejdere.

De arkæologiske udgravninger er et led i den aftale forligspartierne bag Femern-forbindelsen indgik i foråret.

Her besluttede man at fremrykke forberedende anlægsaktiviteter for godt 400 mio. kr. inden for det samlede anlægsbudget på 52,6 mia. kr.

Projektet er godkendt ved en anlægslov i Danmark, men Tyskland har endnu ikke givet sin endelige byggetilladelse endnu.

Den ventes ifølge den seneste tidsplan at være på plads ultimo 2020. 

Munk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.29