23948sdkhjf

Konkurs hos italiensk brobygger får kun kosmetisk betydning

Itinera forventer, at konkursramte Condotte nu mister sin sidste tilknytning til det italienske konsortium, der skal anlægge den kommende Storstrømsbro

Den nye Storstrømsbro

Storstrømsbroen forbinder Sjælland med Falster via Masnedø og indgår som en central del af opgraderingen af jernbanestrækningen mellem København og Rødby og videre til Femern Bælt-forbindelsen

Broen bygges til højhastighedstog i to spor og en to-sporet landevej med gang- og cykelsti. Den vil med sine fire km i længden og 100 meter i højden være Danmarks tredjestørste bro efter Øresundbroen og Storebæltsbroen

Broen forventes at være klar til biltrafikken i 2022 og jernbanetrafikken i 2023

Den samlede pris for projektet inklusiv nedrivning af den eksisterende Storstrømsbro er cirka 4,1 mia. kr. (2017-priser)

Et italiensk konsortium er udpeget til totalentreprisekontrakten med et vinderbud på 2,1 mia. kr.

Den italienske brobygger Condotte blev begæret konkurs i midten af juli, men selvom virksomheden formelt stadig er en del af konsortiet, der skal anlægge den nye Storstrømsbro mellem Falster og Sjælland, får det ingen betydning for det store infrastrukturprojekt ifølge Vejdirektoratet, der er bygherre.

"Det skyldes, at Condottes andel i kontrakten i forvejen var nedskrevet til 0,01 pct. på grund af længere tids økonomiske vanskeligheder i selskabet", skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Vejdirektoratet fastholder tidsplanen for Storstrømsbroen, der skal åbne for biltrafikken i 2022 og togtrafikken i 2023.

Condotte igangsatte tilbage i januar en rekonstruktionsproces med henblik på at afværge en konkurs. Fristen for denne proces er nu udløbet, og det er altså ikke lykkedes at afværge konkursen.

Condottes tilknytning til konsortiet, der blev tildelt totalentreprisen på Storstrømsbroen sidste år, omfatter i øjeblikket en ejerandel på 0,01 pct. og to poster i den seks mand store bestyrelse.

Pressetalsmanden for konsortiet, der bliver ledet af virksomheden Itinera, oplyser til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at man forventer, at Condotte får klippet sine sidste bånd til konsortiet endegyldigt, "når det bliver praktisk muligt". Det vil sige, når konkursbehandlingen når så langt, at man skal finde ud af, hvad der skal ske med Condottes danske aktiviteter.

Condotte, der blev grundlagt i Rom i 1880, har ikke offentliggjort en meddelelse om konkursen på sin hjemmeside, der senest er blevet opdateret med en nyhed i januar. Selskabet har heller ikke besvaret Licitationens henvendelse, men Vejdirektoratet oplyser, at det blev orienteret om konkursen den 17. juli.

Ifølge Fagbladet 3F overtager de italienske myndigheder kontrollen med konkursboet i Condotte.

Fra tre til én
Storstrømskonsortiet, der oprindelig indeholdt tre virksomheder, har siden foråret reelt haft Itinera som eneste aktør. Også virksomheden Grandi Lavori Fincosit (GLF) har problemer med økonomien og er blevet nedskrevet til 0,01 pct.

Itinera har tidligere forklaret, at det ikke skulle gå ud over arbejdet med Storstrømsbroen, da nøglemedarbejdere fra Condotte og GLF er blevet ansat i det danske konsortieselskab Storstroem Bridge Joint Venture I/S. Itineras italienske moderselskab har desuden garanteret ekstra kapital i konsortiet, hvilket var et krav fra Vejdirektoratet inden kontraktunderskrivelsen.

Kontrakt holder trods konkurs
Knud Erik Busk, stifter og tidligere formand for bygherreforeningen samt dommer i Klagenævnet for Udbud, har tidligere kritiseret kontrakten på projektet, som han mente kunne være i strid med udbudsloven og kunne annulleres.

Men det er ikke længere aktuelt, da ingen af de andre prækvalificerede protesterede i klageperioden efter kontraktunderskrivelsen.

- Fejlen skete i de indledende faser i udbuddet, og nu gør det ingen forskel, at Condotte er begæret konkurs, for kontrakten er underskrevet, siger han.

Hans kritik gik på, at der ikke var sammenhæng mellem det prækvalificerede konsortium, og det konsortium, der underskrev kontrakten på projektet, hvis Condotte ikke deltog.

Det var nemlig på tale at smide Condotte helt ud, da de økonomiske udfordringer kom frem i lyset. Men det endte altså med, at Condotte trods problemerne blev nævnt i kontrakten, men med en begrænset ejerandel på 0,01 pct.

Konsortiet bag

  • Storstroem Bridge Joint Venture I/S
  • Et italiensk konsortium blev sidste år udpeget til at stå for anlægget af Storstrømsbroen
  • Med i konsortiet var de tre entreprenører fra Italien: Itinera, Grandi Lavori Fincosit (GLF) og Condotte
  • Som underrådgiver har konsortiet blandt andet danske EKJ Rådgivende Ingeniører
  • Kontraktunderskrivelsen blev to måneder forsinket pga. uro omkring Condottes økonomi og mistanke om korruption rettet mod selskaber Condotte og GLF
  • Condotte og GLF har fået nedskrevet ejerandelen til 0,01 procent på grund af manglende økonomisk kapacitet. Itinera sidder på resten
  • GLF kan genetablere sin ejerandel på 20-25 procent, hvis de får rettet op på økonomien. Deadline er ultimo august ifølge avisens oplysninger

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109