23948sdkhjf

Nu bygger Casa på slagterigrunden

Over 36.000 kvadratmeter er allerede planlagt i Horsens’ nye campus-bydel

Om godt tre år vil den gamle slagterigrund overfor banegården i Horsens vrimle med studerende.

Første spadestik til det omfattende udviklingsprojekt blev taget tirsdag, og for Casa, som er udvikler og totalentreprenør, var tirsdagens begivenhed en markant milepæl.

De første af flere byggerier

Den tidligere slagterigrund i centrum af Horsens omdannes til et attraktivt læringsmiljø, hvor byliv og uddannelser med tiden skal smelte sammen.

Casa, der er projektudvikler, udvalgte i starten af 2016 Rum Arkitekter, Arkitema og C.F. Møller til en 4-årig rammeaftale for det store projekt.

De tre vindere skal byde ind på udviklingen af Campus-grunden gennem miniudbud, som afholdes af Horsens Kommune.

Via-byggeriet, Innovationshuset og Sosu-skolen er de første konkrete projekter i rammeaftalen.Men det er målsætningen, at flere uddannelsesinstitutioner vil etablere sig i området, der samlet set er disponeret til at omfatte 75.000 kvadratmeter undervisningsbyggeri.

Masterplanen for udvikling af Campusgrunden, som primært skabes til undervisning, er udviklet af Casa i samarbejde med Rum Arkitekter og Rambøll.

- Først og fremmest er vi stolte over at være med til at udvikle og opføre et nyt stort studieområde midt i Horsens. Dernæst har vi sammen med bygherrer og rådgivere haft stort fokus på at skabe et inspirerende og rart studiemiljø. Så vi glæder os over, at byggeriet nu for alvor kan komme i gang, siger adm. direktør Michael Mortensen.

Den gamle slagterigrund bliver centrum for et stort, samlet uddannelsesmiljø midt i Horsens. Området kommer til at huse VIA University College, som bygger 27.000 kvadratmeter, Social- og Sundhedsskolen, som bygger 4.500 kvadratmeter, samt udviklings- og rådgivningsvirksomheden, Insero, som får et nyt innovationshus på 5.000 kvadratmeter.

Et samlingspunkt
De tre bygherrer lægger særlig vægt på det indbyrdes samspil som et af campus-bydelens helt store potentialer. Topmoderne faciliteter og det nyeste inden for laboratorier og teknik kommer ikke blot de studerende til gode. Det gælder også for iværksættere og virksomheder, der kan samarbejde om analyser, prototypeudvikling og vidensdeling, når gode idéer skal udvikles og blive til bæredygtige forretninger.

- De nye rammer på campusgrunden bliver et samlingspunkt for udvikling af grønne, digitale løsninger – ikke bare lokalt, men i hele Danmark. Det bliver en innovationsmotor, hvor uddannelsesinstitutioner, virksomheder og det offentlige i fællesskab udvikler ny viden, modner den og skabe nye forretninger, siger Ulrik Kragh, bestyrelsesformand i Insero Horsens.

Efter planen står Social- og Sundhedsskolen færdig i sommeren 2020, mens både VIA University College og Innovationshuset, hvor Insero og Vitus Bering Innovation Park får lokaler, skal stå færdigt i sommeren 2021.

Rum A/S er arkitekt på Social- og Sundhedsskolen, mens C. F. Møller tegner både VIA-byggeriet og Innovationshuset. Casa og Rambøll er henholdsvis entreprenør og rådgivende ingeniør på alle tre byggerier.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.221