23948sdkhjf

Kampsporten får sit eget hus på Nørrebro

Arkitektkonkurrence i projekt til over 100 mio. kroner har fundet sin vinder.

København får et 3.000 kvadratmeter stort hus til kampsport, bevægelse og leg med 2.000 kvadratmeter udearealer lige ved Nørrebro Station.

Arkitektfirmaet Entasis er fredag kåret som vinder af konkurrencen om at tegne det nye hus, som tre store fonde samlet har givet 50 mio. kroner til.

- Kampsportens Hus bliver ikke alene et fantastisk samlingssted for kampsport i København. Sammen med den nye metrostation og en fornyelse af Mjølnerparken vil huset også bidrage til, at området ved Nørrebro Station får et gevaldigt løft, siger overborgmester Frank Jensen (S).

De over 8.000 kampsportsdyrkende københavnere må dog væbne sig med tålmodighed. Første spadestik tages efter planen på den såkaldte "Skoda-grund" midt i 2020, hvorefter huset forventes klar til indvielse i efteråret 2021.

Både for udøvere og områdets børn
Kampsportens Hus indrettes særligt til asiatisk kampsport og trækker i sin udformning tydelige referencer til det asiatiske. Entasis vinder arkitektkonkurrencen med et projekt, som i særlig grad formår at tilpasse asiatisk arkitektur og kampsportskultur til en nordisk kontekst.  

Dommerkomitéen fremhæver blandt andet, at vinderprojektet ”er attraktivt og inviterende for såvel brugere som nærområdet, ikke mindst i kraft af en god opdeling af træningsarealer og mere offentlige arealer, som gør det muligt at flere brugergrupper kan være i huset samtidigt.”

Kampsportens Hus bliver det første af sin art i Danmark, som kombinerer træningsfaciliteter for kampsportsudøvere med et indendørs lege- og bevægelsesområde særligt for de mindre børn.

- Kampsport er en populær idrætsaktivitet for børn og unge, også på Nørrebro og Bispebjerg. Derfor er det glædeligt for byen og særligt for lokalområdet, der mangler idrætsfaciliteter, at Kampsportens Hus bliver opført, siger kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld (Å), der samtidig sender en stor tak til de fonde, der er med til at gøre huset til virkelighed.

Åbent og inviterende
Udover kampsportsforeninger er hensigten, at blandt andet aftenskoler, skoler, daginstitutioner og børnefamilier kan benytte huset i dagtimerne, hvor der vil være aktivitet fra morgen til aften.

 Visionen er da også, at Kampsportens Hus skal være et åbent og inviterende hus, som kan være et fyrtårn for kampsporten og samtidigt samle lokalsamfundet. Som en del af Kampsportens Hus indrettes også udearealerne omkring bygningen som et inviterende by- og haverum til glæde for lokalområdet.

Projektet har et samlet budget på 105 mio. kroner. Heraf bidrager Den A.P. Møllerske Støttefond med 30 mio. kroner, mens Nordea-fonden og Lokale og Anlægsfonden hver donerer 10 mio. kroner. Københavns Kommune finansierer det resterende beløb og udgifterne til husets drift.

Fire teams har deltaget i arkitektkonkurrencen. Efterfølgende har to teams været udtaget til forhandlingsfasen og afgivet endeligt tilbud.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112