23948sdkhjf

BM Byggeindustri hyrer 50 nye ansatte på mindre end to år

Hobro-virksomheden har haft stor succes med et alternativt ansættelsesforløb i samarbejde med lokale jobcentre og uddannelsesinstitution

Den gode nyhed først: i perioden fra maj 2015 til februar 2017 lykkedes det BM Byggeindustri at omskole og ansætte omkring 50 nye medarbejdere til virksomhedens produktionshal på Lupinvej i den nordlige del af Hobro.

Ansættelserne er faldet efter et nyskabende forløb, hvor virksomheden samarbejder med Tech College i Aalborg samt jobcentrene i Mariagerfjord, Vesthimmerland og Rebild Kommune.

Kort fortalt holder kommunerne et informationsmøde om jobmulighederne på BM Byggeindustri. Det har kastet omkring 50 ansøgninger af sig. Herefter har virksomheden holdt korte samtaler med de interesserede, hvoraf 12-14 er blevet udvalgt til at gennemgå et forløb af otte ugers varighed.

Efter gennemløbet af de første syv hold, havde BM Byggeindustri ansat omkring 75 procent af deltagerne, så virksomhedens arbejdsstyrke over perioden på knap to år blev udvidet med et halvt hundrede mand.

- Vi kunne ikke bare vente på, at mangel på arbejdskraft løste sig selv. Vi måtte gøre noget for at sikre medarbejderne og produktiviteten, siger Tom Theilgård Mikkelsen, medindehaver af BM Byggeindustri, om baggrunden for initiativet.

Flere nyansatte er fyret igen
Resultatet blev ikke bare en udvidelse af medarbejderstaben. BM Byggeindustri har også fået et mere varieret mix af ansatte, da alt fra bagere og slagtere over SOSU-assistenter af begge køn er blevet ansat på baggrund af forløbet.

- Det har en positiv effekt i et team, bemærker Tom Theilgård Mikkelsen.

BM Byggeindustri tøver derfor ikke med at anbefale metoden til andre virksomheder med samme mangel på arbejdskraft, som modul-producenten fra Hobro selv oplevede det. Og det kan meget vel blive aktuelt for BM Byggeindustri selv.

Den dårlige nyhed er nemlig, at BM Byggeindustri ikke selv har gjort brug af uddannelsesforløbet siden starten af 2017. En kombination af udskudte og udeblevne ordrer gjorde nemlig, at virksomheden måtte nedlægge den fjerde produktionslinje tidligere på året.

Hobro-virksomheden har derfor været igennem en fyringsrunde, hvor også en del af de 50 nyansatte er røget ud igen. Det ærgrer selvsagt produktionschef Christian Frimor Frølund, som forventer at gentage succesen med ansættelsesforløbet, når virksomheden er klar til at genåbne den fjerde produktionslinje.

- Det kræver ekstra 25 mand at starte produktionslinjen op. Ønskescenariet er derfor, at vi først starter den op igen, når vi er sikre på, vi har opgaver nok til et år frem i tiden. Vi har rigtigt mange ordrer inde, og vi er godt fyldt op til de tre produktionslinjer. Salg har gang i flere sager til den fjerde produktionslinje, men om den bliver åbnet igen til efteråret, op til jul eller noget tredje, tør jeg simpelthen ikke sige. Men jeg tror på, det kommer til at ske i år, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Kan hurtigt skalere op
BM Byggeindustri har oplevet uafbrudt vækst de senere år, og alene fra 2016 til 2017 blev kapaciteten forøget fra 650 til 800 moduler. Målet var derfor at nå 900 moduler i år, men det kommer ikke til at ske med lukningen af den fjerde produktionslinje sidste år, fastslår Christian Frimor Frølund.

Han understreger, at lukningen af den fjerde produktionslinje er både midlertidig og udramatisk i virksomheden, som for mindre end otte år siden blot rådede over halvanden produktionslinje. Og så glæder han sig over, at ansættelsesforløbet gør det lettere for BM Byggeindustri at skalere op, så snart behovet måtte være der.

- Vi har et lille kartotek over folk, så der vil vi først og fremmest tage fat for at se, hvem vi kan få ind igen.

Også fra branchefællesskabet Dansk Byggeindustri, der blandt andet organiserer modulbygger-virksomheder under Dansk Byggeri, vækker historien om BM Byggeindustri glæde - trods alt.

- BM Byggeindustris samarbejde med kommuner og uddannelsesinstitution er et mønstereksempel, som andre virksomheder i byggeindustrien kan lære af og tage til sig, siger branchechef Thomas Uhd med henvisning til, at en analyse baseret på tal fra Danmarks Statistik viser, at hver fjerde virksomhed i Nordjylland oplever arbejdskraftmangel.

BM Byggeindustri

Grundlagt som en traditionel tømrerforretning i 1978 i Hobro. BM Byggeindustri – som i dag har omkring 200 ansatte – producerer og monterer komplette, præfabrikerede byggemoduler. Modulerne transporteres til byggepladsen, hvor de monteres med mobilkran og færdigapteres.

Virksomheden har udvidet produktionen væsentligt og har i 2016 bygget en ny produktionshal, så der i dag er fire produktionslinjer. Siden 2010 er virksomhedens antal medarbejdere og omsætning fordoblet, så man i det seneste regnskabsår forventer at nå en toplinje på 300 mio. kr.

BM Byggeindustri eksporterer til både Norge og især Sverige, hvortil virksomheden har udviklet og leveret 200 boliger. I Danmark er det især Københavnsområdet, der trækker væksten.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126