23948sdkhjf

Ny skatteaftale skal gøre det mere attraktivt at komme i job

Aftalen øger dog kun arbejdsudbuddet med 1.350 personer og det er skuffende, mener både Tekniq og Dansk Byggeri

Det skal bedre kunne betale sig at arbejde og at spare op til pension.

Det er kerneformålet med en ny skatteaftale, som er indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Sammen har parterne prioriteret fem mia. kroner på at lette skatterne på især arbejde og pensionsindbetaling. Lettelserne udmønter to tidligere aftaler, som regeringen indgik med Dansk Folkeparti i 2015 og 2017.

Håbet på mere
Det anslås, at den nye skatteaftale vil øge arbejdsudbuddet med omkring 1.350 personer. Men hos brancheorganisationen Tekniq havde man håbet på mere.

- I installationsbranchen oplever vi en stigende mangel på kvalificeret arbejdskraft. Det er derfor afgørende, at man både får flere ind på arbejdsmarkedet og samtidig fastholder og belønner de medarbejdere, der hver dag møder ind og yder en stor indsats. Vi kan konstatere, at skatteaftalen ikke løser denne udfordring, siger adm. direktør Niels Jørgen Hansen.

Også cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg mener det er skuffende, at aftalen omfangsmæssigt får så marginal en effekt på arbejdsudbuddet.

- Når man tænker på, hvor meget der gennem årene har været varmet op til den her skatteaftale, så er effekten ikke så stor, siger han.

Klart bestået
Et andet hovedelement i aftalen er et nyt fradrag for pensionsindbetalinger. Det gives til fradragsberettigede indbetalinger op til 70.000 kroner årligt. Fradraget er særligt målrettet mod den periode, hvor det såkaldte samspilsproblem er størst. Personer, der har mere end 15 år til deres folkepensionsalder, får således et fradrag på 12 procent, mens personer, der er 15 år eller mindre fra folkepensionsalderen, får et fradrag på 32 procent. Dermed øges incitamentet til at spare op til pension særligt i den sidste del af arbejdslivet.

- Det var en bunden opgave, at samspilsproblemet i pensionssystemet skulle løses. Det er blevet løst til en klart bestået karakter. Det er vigtigt, at der nu skabes ro om pensionssystemet i en del år frem i tiden. Der udestår dog formentlig en vigtig øvelse omkring selvstændiges pensionsdækning. Samtidig har aftaleparterne besluttet at arbejde videre med en obligatorisk pensionsopsparing på et senere tidspunkt. Dette er Dansk Byggeri skeptisk overfor, da det risikerer at udhule de overenskomstaftalte arbejdsmarkedspensioner, siger Bo Sandberg

Med aftalen indføres desuden et jobfradrag på 4,5 procent af den årlige arbejdsindkomst over 187.500 kroner. Fradraget har en maksimumværdi på 2.500 kroner og er med til at øge gevinsten ved at komme i arbejde.

Penge til skattelettelser er taget fra infrastruktur

Puljen fra 2025-planen bliver med skattepakken reduceret fra 22 til 19,5 mia. kroner
Det er sølle, at en i forvejen skrabet pulje til infrastrukturløft i forbindelse med 2025-planen bruges til at finansiere den nye skatte- og pensionsaftale.

Det mener Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg.

Den samlede pulje for 2021-2025 reduceres således fra 22 til 19,5 mia. kroner - altså i gennemsnit fra 4,4 mia. kroner til 3,9 mia. kroner årligt. Og det er ikke er meget til nye infrastruktursatsninger, mener cheføkonomen.

Fugle på taget
– Pengene burde i Dansk Byggeris optik i stedet være fundet via lavere offentligt forbrug. Den positive udlægning er dog, at pengene i 2025-planen i forvejen i høj grad er fugle på taget – og at der med en målrettet politisk indsats inden 2021, kan skrues op for den private medfinansiering af infrastruktur, således at den samlede investeringspulje holdes uændret eller ligefrem øges. Det kan for eksempel være via pensionskasse-finansiering af en havnetunnel i København eller lignende, siger Bo Sandberg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093