23948sdkhjf

Kantsten i en fart tager fart

In-situ støbte kantsten i profilbeton blev et hit for NCC i Danmark i 2017. Håbet er at kunne trække på blandt andet store maskiner, som i Norge laver beton-autoværn

Folkene hos NCC Danmark Infra Services går til kanten mere end nogensinde.

Efter flere års tilløb, er der for alvor kommet gang i den amerikanske Gomaco-maskine, der producerer kantsten som lange, profilerede pølser.

På tide, mener NCC Profilbetons entrepriseleder, Torben Nørlem. NCC-kollegerne i Norge har allerede 30 års erfaring med in-situ støbte kantsten.

- Vi er meget traditionsbundne i Danmark. Men 2017 er helt klart året, hvor vi rigtig har fået hul på støbning af kantsten. Vi fik vores maskine for tre et halvt år siden, og hidtil har vi været ude med hatten for at få arbejde til den. Vi har hele tiden skullet overbevise kunderne om, at vi havde en hurtigere og billigere løsning, end den traditionelle. Nu går det den anden vej. Der bliver mere og mere efterspørgsel på kantsten i profilbeton, fortæller Torben Nørlem.

En arbejdsgang
Profilbeton-kantstenene lægges, armeres og støbes i én arbejdsgang.

Den mobile støbevogn kan udstyres med forskellige forme, så der glidestøbes i den ønskede profil. I princippet er der ingen begrænsning på, hvor lang en kantsten, der kan støbes. Så længe, betonbilen kører til med nye forsyninger, spytter maskineriet bare mere kantsten ud.

Og hurtigt går det, når sjakket på tre mand går i gang med at sprøjte kantsten ud som var det dej til den tilstundende juls brunkager.

Op til 800 meter nystøbt kansten på en arbejdsdag.

- Det er ikke ualmindeligt, at vi laver 500 meter på en dag, og mere er altså muligt, hvis der er behov. Når brolæggere sætter kantsten på traditionel vis, bliver det typisk til 100 og 125 meter på en dag. Tempoet betyder rigtig meget for trafikafviklingen rundt omkring. Når det går hurtigt, generer vi jo trafikken mindst muligt, siger Torben Nørlem.

Støbes på eksisterende asfalt
Det er hovedsagelig kommuner og rådgivere, der har skullet have øjnene op for de nye tider i kanten. Foruden hastigheden, har Torben Nørlem en anden vigtig parameter med i mappen, når han taler kantsten med kunderne: Prisen.

- Som tommelfingerregel regner vi med en

pris omkring det halve af traditionelle kantsten. Når brolæggerne giver en pris på en given strækning, er det jo kun for deres del af arbejdet. Nemlig selve sætningen af kantstenene. Hertil kommer så de andre arbejdsopgaver både før og efter, at brolæggerne har været på stedet. Der skal skæres asfalt og graves rende til kantstenene, og efterfølgende skal der lægges asfalt op til kantstenene. Vi støber direkte på den eksisterende asfalt, og det hele foregår i én arbejdsgang", siger Torben Nørlem.

Lige eller med kurver
Der går ikke mange øjeblikke, fra Gomaco-maskinen er rullet ud af lastbilen, til pølsen af profilbeton begynder at lægge sig i vejkanten.

Enten snorlige, eller med kurver ved helleanlæg, busanlæg eller andre steder, hvor der skal være bløde buer. Alt sammen i en lang, ubrudt støbning.

- Vi mærker op på asfalten, hvor der skal støbes. Derefter bores huller til strittere, som placeres med omkring en meters mellemrum. En armeringstråd lægges ud, og så skal der i øvrigt bare hældes beton i den mobile støbevogn. Betonen klemmes ud i den profil, der nu er valgt til den pågældende kantsten, og så skal der bare ventes på hærdning. Efter et døgns tid er kantstenen klar til almindelig brug, siger Torben Nørlem.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at de in-situ støbte kantsten kommer til at gribe om sig fremover. Vore kolleger hos NCC i Norge har tre store maskiner kørende, som også kan støbe kantsten på blød bund, hvor der ikke er asfalteret. På sigt regner jeg med, at vi laver et nordisk netværk, som også vil give os mulighed for at trække på de store maskiner, som i Norge blandt andet også laver rigtig mange beton-autoværn. Det foregår med meget store profiler, som kan støbe 80-90 centimeter høje autoværn, forklarer entrepriseleder Torben Nørlem.

Kantstenen brænder sig fast
Det er såkaldt aggressiv beton, der hældes i Gomaco-maskinen og efterfølgende kommer ud som en lang pølse. Samme type beton, som anvendes til brobjælker og dermed også med stor styrke.

- Betonen er så krads, at den brænder sig ned i asfalten. Det er derfor, vi bare kan lægge den ovenpå med en indstøbt armeringstråd. Når først betonen er hærdet, flytter kantstenen sig ikke. I hvert ikke uden, at den også tager asfalten med, siger Torben Nørlem.

Når der ikke er tale om nyetablering af kantsten, men renovering af eksisterende kantsten, støbes der direkte ovenpå den gamle. Det sparer opgravning og bortskaffelse af den gamle kantsten.

Se mere om messen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141