23948sdkhjf

Tysk-fransk konsortium skal bygge Sydhavnsmetro

OPDATERET: Artiklen blev opdateret klokken 16.44 med kommentarer fra Metroselskabets projektdirektør Mikkel Kjær Jensen og en liste over de prækvalificerede

Metroselskabet har nu udpeget vinderne af udbuddene til de store opgaver med at opføre fem nye stationer og lægge skinner på den 4,5 km nye metrostrækning til Sydhavn.

Det tysk-franske konsortium TUNN3L JV (Hochtief Infrastructure GmbH og Vinci Construction Grands Projets) skal stå for at bygge de fem nye metrostationer. JV (Rhomberg Bahntechnik GmbH og Efacec Engenharia e Sistemas, S.A.) skal anlægge spor, skinner og teknik på Sydhavnsmetroen, der har et samlet budget på 9,1 mia. kroner inklusiv reserver.

Det skriver Metroselskabet i en pressemeddelelse.

Sydhavnsmetroen bliver en forlængelse af den kommende metrolinje M4, som går fra Orientkaj i Nordhavn ind over det centrale København via Cityringen og ud til Sydhavn. De fem nye stationer vil give 16 mio. rejser om året i 2035.

Hochtief og Vinci vandt konkurrencen på Sydhavnsmetroen foran blandt andet Per Aarsleff A/S og italienske Saline Impregilo.
 – Det var et rigtig stærkt felt, og alle fire bud var teknisk rigtige gode bud, mens der var lidt forskel på prisen, fortæller projektdirektør Mikkel Kjær Jensen fra Metroselskabet til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Pris og teknisk vurdering udgjorde begge 50 procent af bedømmelsen. Metroselskabet ønsker ikke at oplyse de konkrete tilbudspriser.

De bød i finalen

Anlæg af tunnel og metrostationer:
- Hochtief Infrastructure og Vinci Construction (vinder)
- Saline Impregilo
- Per Aarsleff A/S og Züblin
- Porr Bau og Implenia Construction


Anlæg af spor og strøm:
- Rhomberg Bahntechnik og EFACEC (vinder)
- Cegelec mobility og ETF
- Yapi Merkezi Insaat, Alstrom Transporte og Alstrom Transport Danmark A/S
- Ansaldo STS

MT Højgaard trak sig
Hochtief og Vinci var prækvalificeret med MT Højgaard, men den danske entreprenør valgte at trække sig fra konsortiet i foråret inden den første af to budrunder i udbud med forhandling.
– Vi foretog en evaluering af, om det ville have ændret på udfaldet om konsortiets prækvalifikation, hvis MT Højgaard ikke var med, og det kom vi frem til, at det ikke gjorde, så de (Hochtief og Vinci, red.) fik lov at fortsætte i konkurrencen, siger Mikkel Kjær Jensen.
Metroselskabets tre ejere er Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og staten. Københavns Kommune og staten skal på baggrund af indstillingen nu godkende, at Metroselskabet kan indgå kontrakter med Hochtief/Vinci og Rhomberg/Efafec for Sydhavnsmetroen.

Metroselskabets bestyrelse indstiller over for selskabets ejere, at der kan indgås kontrakter, så arbejdet med den nye metrolinje til Sydhavn kan gå i gang i 2018:

- Med Sydhavnsmetroen skaber vi et endnu stærkere kollektivt trafiknet, der skal mindske trængsel og øge mobiliteten i hovedstadsområdet. Metroen er en nem og hurtig transportform og det mest bæredygtige transportmiddel efter cyklen. Når Sydhavnsmetroen åbner i 2024, vil vi gøre det nemmere at komme rundt i hovedstaden. Samtidig vil de nye og gamle kvarterer i Sydhavnen blive mere attraktive at bo, arbejde og drive erhverv i med et kollektivt transporttilbud, der kører i døgndrift, og giver bedre forbindelser på tværs af bus, tog og metro, siger Metroselskabets bestyrelsesformand Jørn Neergaard Larsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.122