23948sdkhjf

Landinspektør LE34 vinder Femern-opgave

Landinspektørfirmaet LE34 indgår fireårig rammeaftale på Femern Bælt-projektet

LE34 skal levere landinspektørydelser for bygherren på Femern-forbindelsen, Femern A/S, frem til 2021.

Dermed forsætter LE34, der også havde rammeaftalen i de foregående fire år, på projektet. Rammeaftalen har en værdi på cirka 10 mio. kroner.

- Det bliver en stor dag, når den første bil og det første tog kører gennem Femern-tunnelen. Vi ser frem til at være med til at bidrage til denne dag ved at sikre Femern A/S landinspektørydelser af et højt fagligt niveau. Og som fast landinspektør på det omfattende projekt, kan vi udnytte vores allerede eksisterende viden optimalt, er Gert M. Henningsen, landinspektør og projektchef for LE34’s Femern-team, citeret for at sige i en pressemeddelelse.

Femern Bælt-forbindelsen
  • Hvad: Femerntunnelen mellem Danmark og Tyskland bliver en 18 km lang sænketunnel, der kommer til at rumme en tosporet motorvej i hver retning og to elektrificerede jernbanespor
  • Bygherre: Femern A/S (den danske stat)
  • Bygherrerådgiver: Rambøll-Arup-TEC
  • Entreprenør: Fire kontrakter er fordelt mellem to konsortier, der består af virksomheder fra Belgien, Danmark, Frankrig, Holland og Tyskland
  • Budget: 52,6 mia. kroner inklusiv syv mia. kroner i reserver (2015-priser)
  • Tidsplan: 2020-2028

Kender projektet
LE34 var prækvalificeret sammen med Mølbak Landsinspektører, Atkins og Cowi. De bydende blev vurderet på pris, kvalitet (organisation og bemanding) samt opgaveløsning. De to førstnævnte kriterier vægtede 40 procent hver, mens opgaveløsning vægtede de resterende 20 procent.

Virksomheden har været en del af Femern-projektet siden 2010. LE34 har blandt andet bidraget til den juridiske og rettighedsmæssige afdækning af, hvilke arealer inde i landet og langs kystlinjen, som Femern A/S har behov for. For eksempel var LE34’s afdækning en væsentlig del af grundlaget for den anlægslov for Femern-forbindelsen, som Folketinget vedtog i 2015, ifølge pressemeddelelsen.

I rammeaftalen skal landinspektørvirksomheden blandt andet levere bistand i forbindelse med ekspropriation, jordfordeling og indgåelse af frivillige aftaler til Femern-projektet. Desuden skal der gennemføres flere matrikulære sager og afsættes arealer og skel i marken. LE34 har desuden udviklet et såkaldt GIS-værktøj, et it-værktøj til behandling og visualisering af geografisk kortdata, til projektet, som fortsat skal ajourføres og opdateres.

Jagter 300 mio. i omsætning
LE34 har en ambition om at nå en omsætning på 300 mio. kroner i 2020 og en overskudsgrad på ti procent. I det seneste regnskab fra 2016 gik landinspektøren frem på både top og bund og sluttede året med en omsætning på 267 mio. kroner og et overskud på 23 mio. kroner. Overskudsgraden var på 8,7 procent.

Hvornår begynder anlægget?
Transportministeriet i Slesvig-Holsten har oplyst, at den tyske myndighedsgodkendelse formenligt bliver udstedt i sommeren 2018

Herefter følger med stor sandsynlighed en klagesag ved Forbundsforvaltningsdomstolen i Leipzig, da miljøorganisationen NABU allerede har tilkendegivet, at den vil klage over en godkendelse

Hvis retssagerne får opsættende virkning, som det er beregnet i den officielle tidsplan, holder de projektet hen i cirka to år

Det betyder, at anlægget af Femernforbindelsen først kan begynde i 2020

Bygherren estimerer, at anlægsperioden vil vare otte et halvt år
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125