Projekt Hus - 20 år efter
Garvede byggefolk husker sikkert Projekt Hus - for mange yngre kolleger vil navnet nok ikke vække genklang. Men i disse dage for 20 år siden blev Projekt Hus præsenteret i en redegørelse til Folketinget af daværende boligminister Ole Løvig Simonsen (S). Det skete blandt andet med begrundelsen:
"Sigtet er individuelle, arkitektoniske og velfungerende byggerier baseret på vidensintensive produkter med stor værditilvækst. Projektet sigter mod at opprioritere anvendelsen af industrielt producerede komponenter i et samspil mellem arkitekter, håndværkere og producenter".
Forslaget var oprindelig en del af en handlingsplan fra daværende Erhvervsfremme Styrelsen, hvor blandt andre FRI på afgørende måde havde bidraget. Forslaget skulle nu efter en grundig forberedelse realiseres.
10 temagrupper
Visionen lyder velkendt og relevant også på en nutidig baggrund. Men en væsentlig mangel ved diskussionen i dag er helhedsperspektivet og det engagerede samarbejde på tværs af de forskellige interesser og faglige kompetencer hos byggeriets parter. Projekt Hus organiserede samtlige byggesystemets aktørgrupperinger i 10 temagrupper med samlet omkring 100 deltagere i et frirum, hvor gruppernes drøftelser mundede ud i et fælles oplæg til en realisering af udviklingsmålene.
Det var en mangfoldig palet af emner, som indgik i disse samarbejdsprocesser. Eksempelvis arkitektur, brugersiden, udbud, aftaleforhold, processer, komponenter, samarbejde, kvalitetssikring, vidensbehov og rammebetingelser.
Ambitionerne blev formuleret som "Dobbelt værdi til halv pris". I en målrettet indsats over 10 år med innovativt byggeri skulle værdien af bygninger og produktiviteten øges radikalt på et nyt vidensgrundlag. Udviklingsarbejdet skulle især drives frem af de medvirkende bygherrers og virksomheders egen interesse i resultaterne.
"Udviklingen ligger i at etablere de fornødne incitamenter, så alle byggeriets parter fremover er interesseret i at bidrage med en vedholdende indsats - både i den enkelte byggesag og gennem engagement i organiseret udviklingsarbejde - for at forbedre kvalitet og effektivitet", hed det i et nyhedsbrev fra Projekt Hus i 2000.
En realisering af projektet skulle også være et svar på den fastlåsning af udviklingen i byggeriet, som en samtidig rapport fra daværende Erhvervsfremme Styrelsen beskrev. Ændringer i byggeprocesser er vanskelige, da "et kompleks af videnskabelig viden, ingeniørmæssig praksis, procesteknologier, infrastruktur, produktegenskaber, kvalifikationer og procedurer, tilsammen udgør en teknologisk totalitet, som det er ekstremt svært at ændre i sin helhed".
Disse omstændigheder repræsenterer netop den situation, som vi i dag også vil kalde systemisk lock-in.
Nyt frirum
Det ambitiøse udviklingsprogram blev - beklageligvis - aldrig foldet ud, da et valg til Folketinget og en ny regering stoppede udviklingsarbejdet og samtidig nedlagde byggeriets faglige platform BUR Byggeriets Udviklingsråd.
Ingen kan naturligvis vide, hvorvidt det planlagte kontinuerlige erhvervssamarbejde i Projekt Hus kunne have løftet byggeriet ud af den fastlåste situation og ført til en markant mere effektiv praksis. Men nogle af de positive spor, der siden dengang har overlevet og udfoldet sig, eksempelvis lean construction og dialogbaserede samarbejdsformer, kan tages som tegn på et større, uindfriet potentiale.
Nu kalder tiden igen på en radikal stillingtagen til og accept af fremtidige pejlemærker for byggeerhvervet, ikke mindst foranlediget af udviklingen på klima-, bæredygtigheds-, udbuds-, drifts- og it-områderne. Der er behov for centrale udviklingsmæssige rammer og initiativer, som kan rumme alle byggeproduktionssystemets aktører, de faglige discipliner, organisationerne samt forsknings- og udviklingsinstitutionerne i en fælles vision.
I et sådant nyt frirum bør dialogen om markedets og byggeteknologiens konsekvenser for fremtidens byggeerhverv og samfund kunne tages på et politisk synligt, objektivt og gennemsigtigt grundlag.
Artiklen er en del af temaet Debat.
