Carlsberg Byen afviser kritik: Vi har ikke lovet noget, vi ikke kunne holde
Kritik af for høje huslejer og for lidt aktivitet fra flere erhvervsdrivende i Københavns nye bydel Carlsberg Byen ærgrer Jens Nyhus, som er direktør i udviklingsselskabet Carlsberg Byen.
- Jeg er selvfølgelig ked af, at de pågældende butiksejere ikke er tilfredse, og det lægger vi stor vægt på at undgå, men der findes mange andre, som heldigvis ikke er i samme båd, siger Jens Nyhus, der påpeger, at det er vigtigt for udviklingen af området, at de erhvervsdrivende ser sig selv som en aktiv del af området.
I weekenden kunne Børsen beskrive, hvordan en række erhvervsdrivende i Carlsberg Byen er nødt til at lukke deres filialer i området på grund for lav aktivitet i området og for høje huslejer. Flere af de virksomhedsledere udtrykker utilfredshed med, at de er blevet lovet ét, men har fået noget andet.
Den kritik afviser Jens Nyhus dog blankt.
- Alle kender præmisserne, og der skal to til at indgå en aftale. Vi har i hvert fald ikke lovet noget, vi ikke kunne holde, siger Jens Nyhus.
Hosh Farah, medejer af Kebab Factory, er en af de erhvervsdrivende, der står foran at skulle lukke sin filial i Carlsberg Byen, og han er ikke enig i udlægningen fra Carlsberg Byen.
Mange parter
- Det er for nemt for Jens Nyhus at vaske hænder i forhold til de aftaler, vi har indgået med hans rådgivere, siger Hosh Farah, med henvisning til rådgiveren Reteam, der har udarbejdet den overordnede strategi for området.
Hosh Farah understreger, at det mest frustrerende element i udviklingen af området netop er, at der er mange parter involveret, og i de fleste tilfælde oplever han, at parterne har været meget mere optaget af at få lukket kontrakter og finde ny finansiering hurtigst muligt i stedet for at skabe de bedste mulige rammer.
- Det er 100 procent styret af, hvad der bedst kan betale sig, i stedet for at lave en byudvikling, der helt naturligt giver merværdi til erhvervsliv og beboere, siger Hosh Farah, der også startede forretning i Ørestad i områdets første leveår, og han ser mange lighedspunkter.
Parterne er meget uenige om, hvor fleksible de hver især har været i forhold til forhandlingerne om husleje. Jens Nyhus fortæller, at Carlsberg Byen ikke har haft et oplæg på området, men har lyttet til butiksindehaverne, men Hosh Farah slår fast, at Carlsberg Byen blankt har afvist Farahs forslag om at lave huslejen omsætningsbestemt i begyndelsen.
Den skotske investeringsfond Aberdeen Asset Management købte i december lidt over 7.000 kvm, hvilket svarer til godt en tredjedel af det samlede butiksområde i bydelen. Her anerkender fondens danske leder Henrik Kruse, der dog ikke selv har siddet med ved bordet, at forhandlingerne har været komplicerede.
- Vi har haft forhandlinger, hvor vi har lyttet til deres behov, men deres udtalelser i pressen kunne godt være en reaktion på, at de ikke er tilfredse med de forhandlinger. Vi er kede af, at nogle af lejerne har mindre aktivitet end ventet, men på trods af mange møder, er det ikke lykkedes os at få hul på en låst situation, siger Henrik Kruse, der understreger at Aberdeen er langsigtet investor i området, som fonden finder utroligt attraktivt.