23948sdkhjf

Landsholdet sætter kurs mod Euroskills

Europamesterskaberne i håndværk holdes i Göteborg i denne uge
I dag sætter den tidligere guldvinder fra VM i Håndværk, WorldSkills 2011, murer Nicolai Asmussen sig i toget i Holstebro med kurs mod Gøteborg i Sverige.

Han skal til endnu et internationalt Skills-stævne: EuroSkills - Europamesterskaberne, hvor knap 500 af de allerdygtigste unge fra erhvervsuddannelserne i 35 nationer skal kæmpe om førstepladsen i 34 forskellige fag.

Denne gang har han dog en ny rolle: Han skal være teamleder for SkillsDenmarks landshold på syv unge talenter, der allerede er nået langt i tidligere konkurrencer.

Som teamleder er Nicolai Asmussen i en nøglerolle. Han skal være både "mor" og "far" for konkurrencedeltagerne på turen, sørge for at alt praktisk på programmet bliver løst, at alle er klar til morgenmaden og den rituelle peptalk i rette tid.

Og når konkurrencerne ruller, er han den, der efter en lang arbejdsdag coacher og mentaltræner med dem, der har brug for det. Han skal spotte, hvem der grubler over noget, der har drillet i dagens løb, og tage en lang snak om, hvordan den næste dag kan blive bedre.

På togets vej ned gennem Jylland, over Fyn og Sjælland mod Gøteborg samler han holdet, station for station.

I Fredericia stiger de to første på: Den 23-årige landbrugsmaskinmekaniker og DM-vinder Anders Ebbekær Pedersen fra Brørup, der har fundet sig godt tilrette i et fag, hvor man skal kunne en hel del mere end skrue på motorer. Gulvlægger og DM-vinder Philip Sarel Holtzhausen Knudsen fra Kolding. Han er 22 år, elev fra Mercantec i Viborg, hvor han trænede to uger før afgang mod Gøteborg.

I Kolding arbejder han for Burchardt Gulventreprise, som lige for tiden har ham gående på et langvarigt projekt på Kolding Sygehus.

Drama under forberedelse

I Odense stiger de to anlægsgartnere, DM-vinderne Anne Møllegaard Rasmussen og Chris Johansen på, der begge er fra Odense. Anne Møllegaard Rasmussen er 24 år og Chris Johansen er 22 år. Deres mestre er henholdsvis Th. Skov Larsen, Odense og Green-Anlæg, Langeskov. De har haft drama under træningen: Hun slog sin hånd og har måttet til røntgen med den to gange. Det har gjort ondt, men intet er brækket. De stiller op.

Næste stop er Høje Tåstrup, hvor den 20-årige sosu-assistent, DM-vinder Olivia Rhode Olsen venter sammen med bygningssnedker og DM-vinder Frederik Riber. Han er fra Haslev og ansat hos Tømrermester Madsen i Præstø. Han har trænet intensivt de seneste uger på sin skole, Roskilde Tekniske Skole.

Sidste mand i København

Sidste mand, der stiger på toget på København H, er den 21-årige møbelsnedker Alexander Sten Sanduro. Han er den eneste, der endnu ikke kan skrive DM-vinder på visitkortet, men det kan komme, for i oktober vandt han sit regionale mesterskab og er derfor udtaget til DM i Skills, som jo holdes i Aalborg 26. - 28. januar 2017. Alexander Sten Sanduro er ansat hos Ib Asferg A/S, Kbh. N.

EuroSkills går i gang 1. december om morgenen. Konkurrencerne slutter lørdag den 3., men først om aftenen, søndag den 4. december, udråbes vinderne ved den store afslutningsceremoni.

brahe
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172