23948sdkhjf

Inwido lukker produktion af vinduer i Holstebro

Vinduesproducenten afskediger alle medarbejdere i Holstebro og flytter Pro Tec varemærket til øvrige afdelinger i Farsø og Nykøbing Mors
Produktionen hos vinduesproducenten Pro Tec i Holstebro lukkes ned i løbet af første halvår 2016.

Inwido Denmark, der ejer virksomheden, og medarbejderne i Pro Tec Vinduer i Holstebro har været i forhandlinger om nedlukningen i længere tid, men nu er beslutningen så taget.

Det betyder, at Inwido Denmarks vinduesproduktion på Nybovej i Holstebro lukkes ned i løbet af første halvår 2016 med forventet afslutning inden juli. Det står klart efter intensive forhandlinger mellem virksomheden og medarbejderne. Pro Tec Vinduer fortsætter dog som varemærke med produktion hos en af Inwidos øvrige produktionsenheder i Danmark. Omkring 100 medarbejdere bliver berørt af situationen.

Underskud i flere år

Pro Tec Vinduer har kørt med store underskud i en årrække, og en af årsagerne er, at konkurrencen inden for industrisegmentet og projektmarkedet, hvor Pro Tec Vinduer har sin primære berettigelse, fortsat er meget hård:

”Pro Tec har nogle fantastiske specialfremstillede produkter, som vi stadig ser et nichemarked for. Det skal dog ske i en anden skala og med et lavere omkostningsniveau, og det kan vi finde i både Farsø og Nykøbing Mors. Her forventer vi at kunne etablere en lønsom drift”, siger Mads Storgaard Mehlsen i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Hos Inwido er holdningen, at vi skal udvikle og ikke afvikle, og derfor er vi meget ærgerlige over, at vi nu må sige farvel til både medarbejdere og bygninger i Holstebro. Det er dog desværre den eneste udvej”.

På den korte bane vil Pro Tec Vinduers nuværende ordrebeholdning blive produceret og leveret som aftalt med kunderne. På den længere bane vil kun den bedste og lønsomme del af Pro Tecs vinduessortiment blive videreført:

”Vi vil beholde varemærket Pro Tec Vinduer under Inwido Denmark, men vil foretage en tilpasning af sortimentet. De nærmere omstændigheder vil blive klarlagt inden for de kommende uger”, slutter Mads Storgaard Mehlsen.

Mange brands

Inwido Denmark-koncernen har hovedsæde i Aalborg og beskæftiger 800 medarbejdere på landsplan. Inwido Denmark omfatter de store danske vinduesbrands KPK Døre & Vinduer, Outline Vinduer, Pro Tec Vinduer, Frovin Vinduer og Døre og designvirksomheden Art Andersen Cph, og al produktion af vinduer og døre foregår i Danmark.

Inwido Denmark er en del af det svenskejede Inwido AB, som er Europas største udbyder af vindues- og dørløsninger med mere end 20 varemærker, 3.300 medarbejdere i 10 lande og en omsætning i 2014 på godt 4,9 mia. svenske kroner (3,9 mia. kroner)

Licitationen - Byggeriets Dagblad har forsøgt at få en uddybende kommentar fra direktør Mads Storgaard Mehlsen, men uden held.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.409