Var klar til at gå i jorden: Udvikler dropper planer om 330 boliger
Byggeriet af 330 ungdomsboliger ved Slagelse Station bliver ikke til noget.
Det er udvikleren Dan Mark Ejendomme Udvikling, der har truffet beslutningen om at droppe det 10.000 kvm store og en kvart mia. kr. dyre projekt.
Det skriver Ejendomswatch.
Projektet var så fremskredent, at udvikleren allerede har haft udgifter, fortæller adm. direktør Michael Willaume til mediet. Dog uden at sætte tal på.
- Det er aldrig gratis, når man må trække sig fra sådan et projekt, hvor man er helt fremme ved byggetilladelser, og der er brugt penge på arkitekter og rådgivere, siger han.
Var klar til at gå i jorden
Beslutningen blev truffet i september og førte til "de selvfølgelig meget skuffede entreprenører," fortæller direktøren også.
Egentlig var udvikleren allerede i juni-juli sidste år klar til at gå i jorden.
Forklaringen på, at byggestarten blev udskudt og i sidste ende droppet, hænger sammen med Syddansk Universitets engagement i Slagelse, eller mangel på samme.
Universitetet stander optag af nye studerende fra i år, og medio 2027 afvikles aktiviteterne i Slagelse helt.
Arealet i Slagelse på godt 19.000 kvm er nu til salg for lige over 41 mio. kr. hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, der nu anbefaler byggeri af familie- og seniorvenlige boliger.