At bevare det gode håndværk kræver nye hænder
Murerfaget lærer man ikke i en bog alene. Men ved at gå sammen med erfarne murere, se hvordan arbejdet gribes an, forstå materialerne og selv få lov til at prøve kræfter med opgaverne.
17-årige Jonathan Moll Traugott fra Frederiksberg er for nylig startet som murerlærling hos Murermester Tonny Erleben. Han er nu godt i gang med at lære fagets mange finesser sammen med vores erfarne svende.
Interessen for håndværket har været der længe. Jonathan kommer fra en familie, hvor håndværket ikke er fremmed, og hans far, som selv er håndværker, har tidligere arbejdet sammen med Murermester Tonny Erleben.
Efter grundforløbet på NEXT i Glostrup og et praktikforløb hos os stod det klart for Jonathan, at murerfaget var den retning, han gerne ville gå.
"Jeg havde interesse for faget og syntes, det var spændende. Opgaverne og arbejdet i sig selv er spændende, og jeg fandt ud af, at det var det rigtige for mig."
Som lærling bliver man en del af hverdagen på byggepladsen fra første dag. Det gælder også Jonathan, som allerede har været omkring forskellige typer opgaver. Lige nu arbejder han blandt andet med pudsearbejde på en opgave ved Kongens Nytorv sammen med en af vores erfarne svende.
Det er i det daglige samarbejde, at meget af den viden, som ikke kan læres i et klasselokale, bliver givet videre: hvordan materialerne opfører sig, hvornår man skal være tålmodig, og hvilke detaljer der gør forskellen og resulterer i smukke, langtidsholdbare løsninger.
For Jonathan er det både arbejdet og fællesskabet, der bekræfter ham i, at han har valgt den rigtige uddannelse.
"Det er et fedt job med god fysisk aktivitet og fællesskab. Jeg er blevet taget rigtig godt imod. Murermester Tonny Erleben er et rart sted at være med søde mennesker."
Hos Murermester Tonny Erleben arbejder vi i København og omegn med alt fra traditionelt murerarbejde og pudsearbejde til restaurering af ældre og bevaringsværdige bygninger. Fælles for opgaverne er, at de kræver faglig forståelse for materialer, konstruktioner og håndværksmæssige detaljer. Den forståelse tager tid at opbygge.
Derfor er lærlinge en vigtig del af faget. Hvis vi også i fremtiden skal have murere, der kan restaurere en historisk facade, udføre gedigent pudsearbejde og forstå forskellen mellem gamle og nye materialer, skal viden, erfaringer og metoder gives videre i praksis.
”En god uddannelse som murer begynder med nysgerrighed, lysten til at lære og viljen til at gøre sig umage – og alt det besidder Jonathan. Derfor er vi glade for at have ham som lærling og med på byggepladserne,” siger Tonny Erleben.