Panattoni - Central Hub Ringsted - Aflevering af 13.500 m² logistikbyggeri
På Tinvej i Ringsted har vi netop afleveret et logistikbyggeri på 13.500 m² samt 8.700 m² belægning til Panattoni. Et projekt, der ikke alene har været stort i omfang, men som også har været kendetegnet ved et stærkt samarbejde mellem bygherre, entreprenør, rådgivere og de mange dygtige håndværkere, der har været involveret undervejs.
Når man ser tilbage på et projekt af denne størrelse, er det sjældent antallet af kvadratmeter eller de tekniske løsninger, man husker bedst. Det er samarbejdet, dialogen og den fælles vilje til at finde løsninger, når hverdagen på en byggeplads ikke altid går som planlagt. Og netop det har været en af de store styrker på projektet i Ringsted.
Selvom vinterens vejrforhold flere gange udfordrede både tidsplan og produktion, har projektet været præget af en konstruktiv tilgang fra alle involverede parter. Fokus har hele vejen været rettet mod det samme mål: at skabe det bedst mulige resultat og få projektet afleveret til tiden.
Flere nyheder fra HPH Totalbyg?
"Selvom vi har haft en hård vinter, som har presset projektet undervejs, har arbejdet på pladsen været præget af en rigtig god dialog og en konstruktiv tilgang fra alle involverede. Det har været afgørende for, at vi er kommet godt i mål og kan aflevere projektet som planlagt," fortæller Søren Trærup, Senior Projektchef hos HPH Totalbyg A/S.
Byggeriet er opført som en moderne logistikbygning med DGNB Guld-certificering og er udviklet af Panattoni, som gennem de seneste år har sat markante aftryk på markedet for logistik- og erhvervsejendomme i Norden.
Hos Panattoni er tilfredsheden med det færdige resultat stor.
"Samarbejdet med HPH har været gnidningsfrit, og vi står med et projekt, hvor både pris og kvalitet er som lovet og forventet. Vi er meget glade og tilfredse med forløbet og står i dag med et resultat, som vi er stolte af at kunne sende de kommende lejere af faciliteterne ind i," siger Farid Shirmohammadi, Technical Development Director hos Panattoni.
For HPH Totalbyg har projektet været en vigtig milepæl. Det endnu en gang har vist, hvad der kan lade sig gøre, når alle parter arbejder mod det samme mål.
Vi vil gerne takke Pannatoni for tilliden og alle samarbejdspartnere for indsatsen undervejs. Et projekt som dette bliver ikke til af sig selv. Det kræver dygtige mennesker, godt håndværk og en fælles ambition om at skabe det bedst mulige resultat.
Nu står byggeriet klar til næste kapitel – og til at danne rammen om de virksomheder, der skal bruge faciliteterne i mange år fremover. Her er plads til 1-2 virksomheder, som har et umiddelbart behov for moderne lager- og logistiklokaler til indflytning her og nu.