Dansk PVC-genanvendelse bidrager til europæisk fremgang
Den europæiske PVC-industri fortsætter med at øge genanvendelsen. Ifølge den nyeste statusrapport fra VinylPlus blev der i 2025 genanvendt 765.972 ton PVC i Europa – en stigning på 5,7% sammenlignet med året før.
VinylPlus er PVC-industriens fælles europæiske bæredygtighedsprogram, hvor virksomheder på tværs af værdikæden samarbejder om at fremme cirkulær økonomi, reducere miljøpåvirkning og øge genanvendelsen af PVC.
WUPPI bidrager til denne udvikling gennem indsamling af hård PVC fra byggeriet i Danmark. De indsamlede mængder indgår i den fælles europæiske rapportering og er dermed en del af den samlede indsats for at styrke cirkulær økonomi i PVC-værdikæden.
Siden 2000 er der i alt genanvendt over 10 millioner ton PVC i Europa. Det har reduceret både ressourceforbrug og CO₂-udledning og understøtter en fortsat udvikling af cirkulære løsninger for plast på tværs af lande.
WUPPI er en frivillig brancheordning, hvor producenter og importører tager ansvar for indsamling og genanvendelse af hård PVC efter endt brug – og er samtidig en del af det europæiske VinylPlus-samarbejde.