Axel Muusfeldts Fond skifter navn til Kemp & Lauritzen Fonden
Fonden, der ejer Kemp & Lauritzen, lancerer i dag nyt navn og en ny visuel identitet for tydeligere at afspejle sit langsigtede fokus på en mere bæredygtig fremtid, både teknisk, samfundsmæssigt og menneskeligt.
Kemp & Lauritzen Fondens formål er at støtte dem, der kombinerer høj faglighed med mod til at tænke nyt, inden for videnskab, erhverv, kunst og kultur. Samtidig støtter fonden medarbejdere i Kemp & Lauritzen gennem legater og hjælp, når livet stiller store krav.
- Det er en stor glæde for os i dag at præsentere et nyt navn og en ny visuel identitet til fonden. Kemp & Lauritzen Fonden bygger på den arv og det menneskesyn, som Axel Muusfeldt grundlagde i sin tid, men vi ønsker samtidig et navn og et udtryk, der klart afspejler fondens tilhørsforhold til Kemp & Lauritzen og den rolle, vi spiller i samfundet omkring os i dag, siger Marianne Rørslev Bock, der er bestyrelsesleder i Kemp & Lauritzen Fonden.
Kemp & Lauritzen Fonden blev stiftet i 1982 af Axel Muusfeldt (1899 - 1988), der igennem en årrække var administrerende direktør i og ejer af virksomheden Kemp & Lauritzen A/S.
Læs mere på www.kemplauritzenfonden.dk