Ny video: Sådan fungerer WUPPI-ordningen i praksis
WUPPI har lanceret en ny video, der giver et klart og konkret indblik i, hvordan ordningen sikrer indsamling og genanvendelse af hård PVC i Danmark.
Videoen forklarer, hvad hård PVC er, hvor materialet anvendes i byggeriet, og hvordan det håndteres korrekt, når det bliver til affald. Samtidig viser den, hvordan WUPPI gør det nemt for producenter og importører at tage ansvar for deres produkter – også efter endt brug.
Hård PVC er et centralt materiale i bygge- og anlægssektoren og anvendes blandt andet i rør, vinduer, tagrender og kabelbakker. Når produkterne efter mange år bliver udtjente, skal de ifølge reglerne sendes til genanvendelse – og her spiller WUPPI en vigtig rolle som bindeled mellem virksomheder, affaldsselskaber og genanvendelsesvirksomheder.
Gennem samarbejdet med Ragn-Sells Danmark sikrer WUPPI en effektiv indsamling, mens genanvendelsen sker hos specialiserede aktører i Europa. Det betyder, at materialet kan blive til nye produkter som fx rør og vinduesprofiler – med betydelige besparelser i både ressourcer og CO₂. WUPPI er en del af det europæiske VinylPlus-program, hvor mere end 9,5 millioner ton PVC er genanvendt siden år 2000.
Videoen sætter også fokus på WUPPI som en tidlig og velfungerende brancheløsning for udvidet producentansvar, hvor virksomheder i fællesskab tager ansvar for hele værdikæden. Videoen er produceret af Jysk Webbureau og findes også i en engelsk version.
Se videoen og få overblik over, hvordan hård PVC kan indgå i et cirkulært kredsløb – igen og igen: https://wuppi.dk/ny-video