Tæt profilsamarbejde mellem Lafuco og Hydro
Udvikling og optimering af specialprofiler sker i tæt dialog fra tegnebord til produktion.
Lafuco har netop været på teknisk besøg hos Hydro i Sverige, hvor virksomheden fulgte hele processen fra rå aluminium til færdige, ekstruderede profiler. Besøget havde særligt fokus på kvalitetssikring, tolerancer og optimering af de profiler, der indgår i Lafucos glasvægge og dørsystemer.
Produktionen hos Hydro starter med omsmeltning af aluminium, hvor legeringskompositionen tilpasses ved tilsætning af blandt andet silicium, magnesium eller zink – afhængigt af den ønskede legeringstype og de mekaniske egenskaber. Den færdige legering støbes til billets, som homogeniseres og opvarmes, før de presses gennem en specialdesignet stålmatrise.
Når Lafuco udvikler nye profiler, sendes tegninger og CAD‑materiale til Hydro, som udfører teknisk gennemgang og optimering, herunder flow‑simulering og vurdering af varmefordeling under ekstruderingen.
Efter fælles godkendelse fremstilles matrisen, og der gennemføres try‑outs, hvor profilerne kontrolleres for præcise tværsnit, overfladekvalitet og formstabilitet. Eventuelle justeringer udføres af Hydros værktøjsmagere, inden profilen frigives til produktion.
Den endelige ekstrudering sker i mængder fra ca. 250 kg og opefter, afhængigt af profiltype og behov.
Besøget understreger betydningen af tæt teknisk sparring mellem Lafuco og Hydro – og hvordan samarbejdet bidrager til høj kvalitet og præcision i de profiler, der indgår i Lafucos løsninger til byggeriet.