Alt hvad en bygningskonstruktør har brug for / del 2 af 2
Anders Juul har mere end 30 års erfaring som bygningskonstruktør og driver i dag Juul’s Tegnestue. I dette interview fortæller Anders om sit effektive workflow – og hvordan han som bygningskonstruktør og solo-selvstændig bruger Archicad og Twinmotion som centrale værktøjer i sit daglige virke.
Dette er anden del og sidste del af interviewet med Anders Juul, indehaver af Juul’s Tegnestue. Du kan læse første del her og hele interviewet her.
Anders forklarer, at hans 3D-modellering mere eller mindre stopper ved myndighedsprojektet, hvorefter han bruger resten af tiden på at beskrive projektet detaljeret i tegningsdokumentationen. Et typisk skitseforslag tager 15–20 timer, myndighedsprojektet omkring én dag, hvorefter projekteringen kan færdiggøres på halvanden uge, da denne del også indebærer koordinering med ingeniørtegninger. Myndighedsprojektet er afgørende for, at et givent byggeprojekt bliver rentabelt for tegnestuen. ”Jeg har jo lavet det her hele livet, og det kommer mig til gode nu,” lyder det fra Anders Juul, der er blevet en ivrig fortaler for at starte projekterne ordentligt fra starten.
Han visualiserer langt de fleste projekter med Twinmotion og bruger gerne lidt ekstra tid på at fordybe sig i denne del af processen. Anders mener ikke, at BIMx skaber den samme realisme, men til gengæld fremmer det forståelsen hos kunderne, der jo ikke er byggesagkyndige. Anders sender alle skitseforslag ud til kunderne i BIMx, så de selv kan gå rundt i projektet. Det kræver lidt ekstra arbejde, men til gengæld kan kunderne se, at der er tænkt over alle detaljerne.
LCA kræver tidlig projektscreening
Det er næppe en overraskelse for de fleste læsere af dette interview, at LCA-beregninger nu er en obligatorisk del af bygningsreglementet. Det er oplagt at udnytte BIM-modellens iboende data til at automatisere LCA-beregningerne – og Anders Juul var en af de første, der omfavnede DesignLCA til dette formål.
Typisk laver Anders en tidlig screening i DesignLCA med energiberegning i Archicads Energy Evaluation, får udarbejdet en indledende energirammeberegning fra en energiingeniør under myndighedsprojektet og justerer den endelige LCA-beregning under projekteringen.
LÆS OGSÅ Kursus i LCA-beregninger
”Der var meget nyt at sætte sig ind i efter sommerferien. Nu er der jo helt nye krav, som virkelig gælder, og som jeg kan komme til at hænge på. Derfor har jeg forsøgt at sætte mig ind i alle dele af regnestykket,” erindrer Anders, ”Når jeg laver LCA-beregninger, bruger jeg GRAPHISOFT Center Danmarks template, hvor jeg bare skifter tegningshovedet ud, tilføjer autotekster og tilretter tegningslisten. Når jeg tilføjer materialer med produktspecifikke EPD’er, kopierer jeg fra tidligere projekter. Nu har jeg samlet alle de materialer og EPD’er, jeg skal bruge og er allerede blevet god til DesignLCA. Så nu kan jeg lave LCA-beregninger på nye skitseprojekter, uden at det egentlig er så slemt. Inden jeg selv arbejdede med det, troede jeg, at det var et langt større arbejde og meget sværere at komme under grænseværdien. Når man først er kommet ind i arbejdet med LCA, er det sindssygt spændende – og det er altid fedt at lære noget nyt.”
Hvad påvirker det endelige LCA-resultat?
Et af de konkrete projekter, som Anders Juul har tegnet fra bunden og lavet LCA-beregning på, er Skovslugten, der – som navnet indikerer – er placeret i en skov. Anders er meget tilfreds med det endelige resultat og også glad for den indsigt i klimapåvirkningen, som projektet har givet ham.
”Energiberegningen betød lidt mere, end jeg havde forventet, mens mange andre dele, som isolering og maling, betød mindre, end jeg troede. Det var også interessant at opdage, at mursten, beton, tagsten og Leca-blokke ikke længere er så gode at anvende ud fra et klimaperspektiv. Papirgranulat giver ikke den store fordel i forhold til mineraluld, mens sedumtaget bestemt ikke er en fordel på grund af plastikbakkerne og det underliggende tagpap. Omvendt giver det bygningen et godt og skovtilpasset udtryk. Skovslugten endte med et klimaaftryk på 6,4 CO₂e/m²/år, så der er stadig lidt afstand til grænseværdien.”
Anders afrunder interviewet med at fortælle, at han har et godt samarbejde med Andreas Isager fra Isager Arkitekter, der ”nørder rigtigt meget med Archicad”. Derudover tegner han alle projekter for HR Rasmussen, og for tiden har så meget i kalenderen, at han af og til må takke nej til nye opgaver.
Det sidste er ikke særligt overraskende, for besøget på Juul’s Tegnestue giver indtryk af en tegnestue, der værner om alle de projekter, den involverer sig i – og en erfaren indehaver, der formår at balancere udviklingen af et effektivt workflow med ønsket om at have ’glade og tilfredse kunder og lave gennemarbejdede projekter, hvor det hele bare spiller.’