Medarbejdere hos Kemp & Lauritzen hædres med legater
Tirsdag den 25. november har Axel Muusfeldts Fond uddelt medarbejderlegater á 50.000 kr. til seks medarbejdere fra Kemp & Lauritzen. Medarbejderne hædres for deres ekstraordinære indsats, hvor de hver især har markeret sig med enten deres unikke kunderelationer, enorme talent eller evne til at bringe arbejdsglæde og trivsel til deres arbejdsplads.
Det er femte år i træk, at medarbejdere hos Kemp & Lauritzen bliver tildelt medarbejderlegater fra Axel Muusfeldts Fond, der ejer Kemp & Lauritzen. Medarbejderne bliver hædret for deres personlige indsats indenfor deres unikke kunderelation, enorme talent eller evne til at bringe arbejdsglæde og trivsel til deres arbejdsplads. Birgitte Holst, der er bestyrelsesmedlem i Axel Muusfeldts Fond, udtaler på vegne af fonden:
- Kemp & Lauritzen har et mål om at være Danmarks førende grønne og digitale teknikpartner – og én af landets bedste arbejdspladser. De er godt på vej til at nå deres mål, og det skyldes først og fremmest de mange dygtige medarbejdere i hele landet, som hver dag bidrager til, at Kemp & Lauritzen bliver en stærkere virksomhed og en bedre arbejdsplads, siger Birgitte Holst og fortsætter:
- Derfor er vi rigtig glade for at hædre seks medarbejdere, der har gjort en særlig forskel med deres talent, unikke kunderelationer og store engagement. Tak til de seks legatmodtagere, og mange tak til alle medarbejdere i Kemp & Lauritzen for deres store indsats, siger Birgitte Holst.
Axel Muusfeldts Fond blev stiftet i 1982, og fondens formål er at yde støtte til både nuværende og tidligere medarbejdere i Kemp & Lauritzen samt til større relevante erhvervsmæssige, kulturelle og videnskabelige formål.