Tryghed ved kysten – en moderne redningsstation til fremtidens beredskab
Efter mere end hundrede års tro tjeneste står den gamle redningsstation i Nr. Vorupør over for at blive afløst af en ny, moderne bygning. Den historiske station fra 1920 har tjent sin tid, men kan ikke længere rumme den nye redningsbåd, som skal styrke det lokale kystberedskab. P+P arkitekter er med som arkitektrådgiver.
Med den nye station sikres både optimale driftsforhold og en tidssvarende ramme for redningsarbejdet – med fokus på funktionalitet, sikkerhed og arbejdsmiljø.
Den nye redningsstation i Nr. Vorupør indrettes med garage til redningsbåd, køretøj og udstyr samt moderne faciliteter til mandskabet. Stationen rummer omklædning, dragtrum med tørringsanlæg, kontor med kommunikationsudstyr, opholds- og møderum med køkken samt værksted og oplagsrum.
I Nr. Vorupør bliver arkitekturen en balance mellem teknisk robusthed og respekt for kystlandskabets særlige karakter og kulturhistorie. Den nye bygning skal integrere sig naturligt i det åbne kystmiljø, samtidig med at den står som et markant symbol på tryghed og beredskab. Med materialer, proportioner og formsprog tilpasset omgivelserne bliver stationen både et nutidigt arbejdssted og et arkitektonisk pejlemærke – skabt til at redde liv i generationer fremover. Selvom bygningen er teknisk i sit udgangspunkt, er arkitekturen tydeligt bearbejdet og stedsspecifik. Formsproget tager udgangspunkt i kystens traditionelle bygninger — simple saddeltage og aflange volumener — men med et moderne udtryk i detaljeringen.
Den røde facade har et rytmisk og robust præg, der relaterer til de klassiske redningshuse, mens det sorte tagpap med lister forankrer bygningen i den lokale byggetradition. Samtidig tilfører store glaspartier i bådhallen visuel åbenhed og giver kig ind til redningsarbejdet – en nutidig gestus, der gør funktionaliteten synlig. Indvendigt videreføres den tekniske præcision i et varmt og enkelt materialevalg: sandfarvede vægge, egetræslook på gulve og naturfarvet troldtekt skaber et roligt og robust miljø, der balancerer mellem funktion og menneskelig skala. Samlet fremstår bygningen som en moderne fortolkning af den klassiske kyststation – funktionel, driftssikker og solidt forankret i sin kontekst.
Redningsstationen er udviklet til at løse meget specifikke operative behov — fra opbevaring af redningsbåd, traktor og udstyr til hurtig udrykning i hårdt vejr. Materialevalg og konstruktion er robuste, vedligeholdelsesvenlige og tilpasset barske kystforhold. Her er fokus på drift, logistik og sikkerhed snarere end repræsentation. Samtidig er bygningen disponeret, så den understøtter et effektivt arbejdsmiljø med klare zoner til bådhall, omklædning, teknik, kontor og ophold.
Byggeriet indgår i en national modernisering af Kystredningstjenestens infrastruktur, hvor både fartøjer og landanlæg opgraderes.
Opgaven løses for ETK (Etablissement- og terrænkommandoen). Vi (P+P arkitekter) er arkitektrådgiver for HMC.
Projektet forventes færdigt til november 2026.