PVC-genanvendelse holder stand – trods lavkonjunktur i byggeriet
Selv med lav byggeaktivitet og usikre markedsvilkår formåede PVC-industrien i Europa at fastholde et højt niveau af genanvendelse i 2024. Det viser nye tal fra VinylPlus.
Ifølge årets statusrapport fra VinylPlus® – den europæiske PVC-branches bæredygtighedsprogram – blev der sidste år genanvendt over 724.000 ton PVC-affald på tværs af Europa. Det er et klart tegn på, at de cirkulære løsninger for plasttypen fortsat er robuste – også i krisetider.
Størstedelen (61,4 %) stammede fra industrielt affald (pre-consumer), mens resten kom fra det, der allerede har været i brug (post-consumer). Ser man isoleret på post-consumer PVC, svarer mængderne til, at næsten en fjerdedel af affaldet i EU27, Norge, Schweiz og Storbritannien blev genanvendt sidste år. Når det industrielle affald medregnes, stiger tallet til ca. 35 %, ifølge beregninger foretaget af analyseinstituttet Conversio.
Bag resultaterne står Recovinyl®, der siden 2003 har stået i spidsen for opsamling og rapportering af PVC-genanvendelse i Europa.
Mere gennemsigtighed med reel data
En af de positive udviklinger i 2024 var forbedret dokumentation. Gennem det digitale sporingssystem RecoTrace® blev der registreret over 490.000 ton PVC-regenerat, svarende til en stigning på 4,3 % sammenlignet med året før. Det giver et mere detaljeret indblik i, hvor det genanvendte materiale ender, og hvilke produkter der trækker på de sekundære råvarer.
Og netop byggebranchen spiller en hovedrolle: Hele 40,7 % af det genanvendte PVC blev brugt til nye profiler til eksempelvis vinduer og døre. Vinylgulve tegnede sig for 28,4 %, mens trafiksikkerhedsudstyr, rør og andre byggeprodukter delte resten.
Klimafordele og grønne job
Siden år 2000 er 9,5 millioner ton PVC blevet genanvendt i regi af VinylPlus. Det har sparet atmosfæren for over 19 millioner ton CO₂ – og nyere beregninger tyder på, at genanvendelse af hårdt PVC kan give op mod 90 % CO₂-reduktion sammenlignet med produktion af nyt materiale.
Genanvendelsen bidrager desuden til beskæftigelsen: Omkring 1.500 arbejdspladser i europæiske virksomheder er knyttet direkte til håndteringen og forarbejdningen af det genanvendte PVC.
Dansk løsning gør det nemt at gøre det rigtigt
Danmark har længe været med fremme. Allerede i 1997 blev WUPPI etableret som en frivillig, brancheinitieret ordning for indsamling og genanvendelse af hårdt PVC fra byggeriet – og er i dag et af de tidligste former for det, vi nu kender som udvidet producentansvar (EPR).
Ordningen drives i dag i samarbejde med Ragn-Sells Danmark A/S, der arbejder tæt sammen med førende virksomheder i PVC-branchen om at sikre, at hårdt PVC-affald bliver sorteret og behandlet korrekt – i overensstemmelse med gældende lovgivning og med fokus på cirkulær økonomi.
Særligt relevant er det, at genanvendeligt PVC ifølge affaldsbekendtgørelsen ikke må deponeres. Alligevel ender dele af affaldet stadig i jorden – ofte på grund af manglende kendskab eller fejlsortering.
Derfor er opfordringen til byggeriets aktører klar: Sørg for korrekt sortering, og brug de eksisterende systemer. Det er både lovpligtigt og klimamæssigt fornuftigt.