Danmarks første nybyggeri med BREEAM Excellent
40.000 kvadratmeter logistikbyggeri i Taulov sætter ny standard med dokumenteret fokus på bæredygtighed og tæt samarbejde mellem DS Flexhal og Rambøll
ADP WND Prinsessens Kvarter er det første nyopførte byggeri i Danmark, der har opnået BREEAM Excellent-certificering. Det viser Greenbook Live, det officielle register over BREEAM-certificerede bygninger. Bag resultatet står et omfattende samarbejde på tværs af fagligheder, og ikke mindst mellem DS Flexhal og Rambøll.
”Jeg er virkelig stolt af, at vi i DS Flexhal har opnået den første BREEAM Excellent-certificering på nybyggeri i Danmark. Certifikatet kunne ikke blive til virkelighed uden de medarbejdere, der har knoklet på projektet for at finde løsninger og dokumentere processen. Dem er jeg også virkelig imponeret af,” udtaler Anette Storm, CEO i DS Flexhal.
Certificeringen blev torsdag d. 19. juni fejret med en officiel overrækkelse af certifikatet til Taulov Dry Port og A.P. Møller Mærsk, der er bruger af bygningen til daglig.
Tæt samarbejde og 400 dokumenter
Byggeriet af ADP WND Prinsessens Kvarter blev afleveret i marts 2024, men arbejdet med BREEAM-certificeringen har strakt sig langt ud over afleveringen. Certificeringen er nu i hus, efter over et års arbejde med dokumentation, energianalyser, naturtiltag og løbende rapportering til BRE i England.
DS Flexhal har fra starten haft Rambøll med som central samarbejdspartner i arbejdet med både bæredygtighed, ingeniørydelser og miljøfaglig dokumentation. Sammen har parterne stået for udarbejdelsen af over 400 dokumenter og gennemført tre runder med tilbagemeldinger og justeringer frem mod den endelige certificering.
”Det har været utrolig spændende at varetage bæredygtighedsledelsen som BREEAM Assessor/AP og følge projektet fra de indledende faser til færdigt byggeri - og ikke mindst sikre opnåelse af Danmarks første BREEAM Excellent-certificerede byggeri,” fortæller Trine Bindslev Tree, Senior Sustainability Consultant, Rambøll Byggeri.
Ifølge Saúl Díez Lozano, entrepriseleder med speciale i bæredygtighed hos DS Flexhal, har samarbejdet været afgørende for det endelige resultat:
"Det er fedt at få certificeringen! Vi er jo de første. Og så vidt jeg husker, er det også det første logistikbyggeri i Danmark, der opnår en BREEAM-certificering," fortæller han.
Solceller på taget og vildeng i landskabet
Allerede før første spadestik til logistikbyggeriet blev området i Taulov gennemgået af en biolog fra Rambøll, og sammen blev der lagt planer for at bevare og styrke naturen i området med blandt andet udlægning af vildeng, opsætning af fuglekasser og bevaring af udvalgte træer. En del af tagfladerne på bygningen er udnyttet til solceller.
Certificeringen har haft høj prioritet hos bygherren Taulov Dry Port – helt fra de første idéer opstod:
"Vi har i Taulov Dry Port valgt at certificere alle vores bygninger. Det er et must både for vores kunder og for os selv, da brugerne af bygningerne nyder godt af forbedret komfort og lavere driftsomkostninger. Samfundet drager fordel af reduceret klimabelastning og ressourceforbrug, mens vi som ejere øger bygningernes markedsværdi. Certificeringen giver også mulighed for at få grøn finansiering af byggerierne," siger Jesper Gemmer, CEO i Taulov Dry Port.