SYSTRA skal designe 18 vejbroer på 3. Limfjordsforbindelse
I SYSTRA er vi stolte over at vi – som en del af et rådgiverteam – har vundet opgaven med at designe de 18 vejbroer nord for Limfjorden i forbindelse med Vejdirektoratets anlæg af 3. Limfjordsforbindelse vest om Aalborg.
En ny motorvej og broforbindelser vest om Aalborg
Den kommende 3. Limfjordsforbindelse (Egholmlinjen) er et af de største infrastrukturprojekter i Danmark de kommende år og udgør en central del af Infrastrukturplanen 2035. I foråret 2024 blev der indgået politisk aftale om projektet.
Projektet omfatter en cirka 20 km lang firesporet motorvej, der forbinder E45 Nordjyske Motorvej i syd med E39 Hirtshalsmotorvejen i nord. Motorvejen føres vest om Aalborg, passerer øen Egholm og føres under Limfjordens sydlige løb (Sønderdyb) i en ca. 2 km lang tunnel. Over Limfjordens nordlige løb (Nørredyb) anlægges lave broforbindelser.
Langs strækningen nord for Limfjorden (mellem Nørredyb og Helledivej/Søvej) skal der i alt opføres 18 vejbroer og faunapassager, som SYSTRA skal projektere. Anlægget gennemføres i åbent land og indeholder også udfletningsanlæg, tilslutningsanlæg, ombygning af lokale veje og stier samt etablering af støjskærme.
Væsentlige broprojekter og faunapassager
Opgaven omfatter både større og mindre vejbroer samt en række faunapassager, der sikrer fri passage for dyr og bevaring af områdets biodiversitet.
SYSTRAs leverancer dækker følgende på strækningen nord for Limfjorden:
- 6 nye større vejbroer (længde ca. 15–150 m)
- 9 mindre vejbroer, primært faunapassager (type B1 og B2)
- 2 mellemstore vejbroer (faunapassage type A2, våd og tør)
- 1 ny stibro over eksisterende motorvej
SYSTRA er ansvarlig for bl.a. projektforslag og detailprojekt til udbudsmateriale med option for tilsyn i udførelsesfasen.
Projekteringen forventes at påbegynde i anden halvdel af 2025, og det samlede anlæg forventes færdigt omkring 2031.
Et stærkt samarbejde
- Vi er meget stolte over at skulle være med til at sikre både bæredygtige og trafiksikre løsninger, som understøtter vækst og mobilitet i hele Nordjylland, og vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde med Vejdirektoratet. - siger Julie Bernth, afdelingsleder i Broer & Konstruktioner hos SYSTRA.
SYSTRA rangerer som verdens tredjestørste rådgivende ingeniørvirksomhed inden for bro- og konstruktionsdesign*, hvilket understreger vores stærke faglighed og erfaring, som vi bringer i spil i dette samfundsvigtige projekt nord for Limfjorden.