Fynsk virksomhed realiserer millionoverskud – 10 % går direkte til medarbejderne
Uretek belønner hele medarbejdergruppen med bonus efter stærkt årsresultat. Høj efterspørgsel på virksomhedens CO2-besparende funderings- og stabiliseringsløsninger driver vækst og fører til nye ansættelser.
Ingeniør- og entreprenørvirksomheden Uretek kan præsentere et solidt resultat for regnskabsåret 2024 med et overskud på 2,4 millioner kroner før skat. Som led i virksomhedens bonusordning fordeles 10 % af overskuddet til medarbejderne med maj-lønnen – uanset arbejdsfunktion.
"Vi havde et stærkt år, som er resultatet af en fælles indsats – derfor skal medarbejderne naturligvis mærke det. Bonusordningen er ikke en gave – den er en andel af det, vi har skabt sammen," udtaler administrerende direktør og ejer, Lars Erik Nielsen.
Bonusdeling på ansættelseskontrakten
Ureteks tilgang til bonusudbetaling adskiller sig fra en måske mere velkendt model, hvor bonusser er forbeholdt salgsafdelingen. Når alle ansatte i Uretek får en del af kagen, skyldes det ledelsens grundopfattelse, at hver eneste medarbejder bidrager til helheden, uanset arbejdsopgaver.
"Vi har medarbejdere, der ofte står i regn og blæst og udfører sublimt arbejde i meget udfordrende rammer. Vi har folk på kontoret, der holder sammen på økonomi, it-systemer og markedsføring. Projektledere, der beregner, planlægger og repræsenterer vores fælles værdier ude hos kunderne. Det hele hænger sammen – og sådan skal vi også belønne det," siger Lars Erik Nielsen.
Udbetalingen er ikke et nyt påfund i virksomheden – det er en helt fast del af Ureteks lønpolitik. Det indgår derfor i alle medarbejdernes ansættelseskontrakt, at 10 % af årsoverskuddet fordeles proportionelt mellem fuldtids- og deltidsansatte. En ledelsesfilosofi, der understreger den pointe, at når man lægger en indsats for virksomhedens succes, skal man også mærke det, når det går godt.
Vækst med omtanke
Uretek havde i 2024 travlt med at løse opgaver i hele landet, da der var høj efterspørgsel på nichevirksomhedens ekspertise. Under mantraet ”Byg klogere” udfører virksomheden fundering og efterfundering med særligt skånsomme og CO2-besparende metoder. Direktøren vurderer selv, at den øgede interesse for mindre miljøbelastende løsninger har bidraget til det flotte resultat:
"Det tyder på, at Danmark virkelig har fået øjnene op for vores løsninger. Det har vi arbejdet benhårdt henimod, og vi tror på, at det er baggrunden for den høje interesse – både blandt de professionelle og private kunder," fortæller Lars Erik Nielsen.
Virksomhedens kundegrundlag inkluderer både professionelle bygherrer, erhvervs- og forsyningsvirksomheder, boligforeninger, forsikringsselskaber og private boligejere. Og indtil videre ser den positive udvikling ud til at fortsætte. Derfor er virksomheden også i fuld gang med at rekruttere flere medarbejdere.
”Lige nu ser vi ind i, hvad vi tror bliver et rekordår for Uretek. Derfor har vi allerede taget imod en håndfuld nye medarbejdere hen over foråret. Og vi rekrutterer med stor omhu, så vi er sikre på, at værdierne stemmer overens og vi kan blive ved med at levere med den høje kvalitet og integritet, som vi er kendt for,” afslutter Lars Erik Nielsen.
Om Uretek
Uretek er specialister i stabilisering af sætningsramte bygninger og gulve samt installering af skruefundamenter til større byggeprojekter. Virksomheden udfører opgaver for professionelle og private kunder i hele Danmark og arbejder for at accelerere udbredelsen af innovative og mindre miljøbelastende metoder i byggebranchen – med målsætningen om at gøre det nemmere at bygge klogere og mere ansvarligt. Uretek blev grundlagt i 1998 med hovedsæde i Nørre Aaby på Fyn og beskæftiger i alt 15 medarbejdere.