Vi har en ambition – men hvad siger børnene?
“Verdens Vildeste Vejlappere” er sat i verden for at vække børns interesse for vejbranchen. Men hvordan opleves det egentlig af dem, det hele handler om?
Rekruttering er en af de helt store dagsordener i vejsektoren. Mange indsatser retter sig mod unge og voksne, men Verdens Vildeste Vejlappere starter tidligere: Projektet bringer skoleelever helt tæt på virkeligheden som vejarbejder – med refleksvest, rigtige opgaver og jord under neglene.
Ambitionen er at så en spirende nysgerrighed og faglig stolthed, som – måske – kan få betydning, når de unge senere skal vælge retning. Vi ved, det ikke sker fra dag til dag. Men vi tror på, at det starter med oplevelser, der sætter sig.
For nylig besøgte projektet Løgstrup Skole i Viborg, hvor elever over to dage fik lov til at prøve kræfter med vejarbejde i praksis.
Tidligt om morgenen på dag to var DR P4 Midt & Vest med. De talte med børnene inden de selv skulle ud og lappe huller – om deres forventninger, tanker og indtryk.
Lyt med her og hør, hvordan Verdens Vildeste Vejlappere lyder i børnehøjde.