Advarsel: Asfaltpiraterne er tilbage!
Efter hændelser i både Østjylland og på Fyn - advarer asfaltindustrien nu om Asfaltpirater.
Asfaltindustrien advarer nu kraftigt mod omrejsende asfaltpirater, der igen er begyndt at dukke op rundt omkring i landet. Senest er der set eksempler i både Østjylland og på Fyn – og erfaringerne viser, at de hurtigt kan bevæge sig videre til andre egne af Danmark.
”Det her er desværre ikke et lokalt problem. Vi ser gang på gang, at asfaltpiraterne slår til forskellige steder i landet, når chancen byder sig. De opererer bredt og uforudsigeligt,” siger Jakob Svane, adm. direktør i Asfaltindustrien.
Asfaltpiraterne er typisk engelsktalende og tilbyder “billigt asfaltarbejde” med den forklaring, at de har overskydende materiale fra en nærliggende opgave. Det kan lyde fristende – men resultatet er ofte dårligt udført arbejde, ingen mulighed for reklamation og en stor regning.
”Vi er meget ærgerlige over, at disse pirater sværter asfaltbranchens rygte til. Danske asfaltvirksomheder arbejder professionelt og planlagt. Ingen seriøse virksomheder i branchen kører rundt med varm asfalt og tilbyder asfaltarbejde spontant.” udtaler Jakob Svane.
Asfaltindustrien opfordrer til, at man er yderst skeptisk over for uopfordrede tilbud – især hvis der lægges pres på for hurtig accept og kontant betaling.
”Vores klare råd er at være kritisk og stille spørgsmål: Hvad hedder virksomheden? Har de et CVR-nummer? Kan de vise tidligere arbejde og referencer? Hvis det ikke kan besvares og dobbelttjekkes, skal man holde sig langt væk,” afslutter Jakob Svane.
Mistænkelig adfærd bør indberettes til politiet, så der kan sættes ind over for de omrejsende asfaltpirater.
Om Asfaltindustrien
Asfaltindustrien er branche- og arbejdsgiverforening for danske virksomheder, der producerer og udlægger asfalt. Foreningen arbejder for ordnede forhold i branchen, for fælles miljøstandarder og for en ensartet og klar kvalitetsangivelse i forhold til kunderne.
Asfaltindustriens tre gode råd til at undgå asfaltpirater
1. Få alle aftaler skriftligt (pris, levering, belægningstype og forarbejde).
2. Tjek virksomheden (tjek bl.a. på www.cvr.dk om den har et korrekt CVR-nummer).
3. Tjek om den tilbudte løsning er rigtig i dit tilfælde (få et alternativt tilbud fra et anerkendt asfaltfirma).
Hvis skaden er sket…?
Har man været udsat for en asfaltpirat, er det desværre sjældent muligt at få fejl og mangler udbedret – piraterne er typisk væk og ude af rækkevidde. I mange tilfælde står man tilbage med en dårlig og ujævn belægning, som enten må fjernes helt eller dækkes til.
Det er vigtigt hurtigt at få faglig rådgivning om, hvordan skaden kan minimeres. I visse tilfælde kan man nemlig undgå de store udgifter til opgravning og bortkørsel ved i stedet at få udlagt et ekstra lag korrekt asfalt – men det kræver, at man reagerer i tide, mens underlaget stadig kan bære.