Kemp & Lauritzen opnår certificering indenfor informationssikkerhed
Teknikvirksomheden Kemp & Lauritzen er netop blevet ISO27001-certificeret, og står nu endnu stærkere inden for arbejdet med IT- og informationssikkerhed. Certificeringen bekræfter, at Kemp & Lauritzen følger en bredt anerkendt standard af ledelsessystemer, indenfor informationssikkerhed, og har stor betydning for Kemp & Lauritzens mål om at være Danmarks førende digitale og grønne teknikpartner.
Kemp & Lauritzen vil fremover kunne løse en bredere vifte af opgaver indenfor informations- og kommunikationsteknologi. Det fortæller Frederik Honum Høy Madsen, IT Sikkerhedschef i Kemp & Lauritzen:
- Certificeringen betyder, at vi nu har mulighed for at udvide samarbejdet med vores kunder, indenfor områder som netværksteknologi, datacentertjenester, sikringsydelser og andre områder med krav til en ISO27001-certificering, siger Frederik Honum Høy Madsen og fortsætter:
- Vi har arbejdet meget målrettet med IT- og informationssikkerhed de seneste år, og det betyder, at vi står stærkt i forhold til at beskytte information for vores kunder, samarbejdspartnere og vores medarbejdere. For os er certificeringen et helt håndgribeligt og meget afgørende skridt på vejen mod vores mål om at være Danmarks førende grønne og digitale teknikpartner, siger Frederik Honum Høy Madsen.
Kort om Kemp & Lauritzen:
Kemp & Lauritzen leverer løsninger inden for el, VVS, ventilation og køl og tilbyder alt fra daglig service til store entrepriser og unikke specialer. For at lykkes med den grønne omstilling er Kemp & Lauritzens tekniske løsninger i dag i høj grad drevet af data og digitale værktøjer. Virksomheden har 3.000 medarbejdere landet over og er ejet af Axel Muusfeldts Fonden, der investerer i Kemp & Lauritzens medarbejdere og i samfundet i øvrigt.