Omfattende restaurering af Carlsberg Akademi
De seneste seks år har Carlsberg Akademiet undergået en omfattende renovering. Murermester Tonny Erleben og hans team har deltaget i projektet. Her har de udført murerarbejde ude og inde, som ifølge arkitekten kun kan udføres af de allerdygtigste håndværkere.
”Det har været en stor fornøjelse for mig, mine svende og vores lærlinge at få lov til virkelig at bruge vores faglighed og kunnen i sådan et projekt. Her har vi fat i alle murerfagets traditionelle materialer, værktøjer og greb,” siger Tonny Erleben om arbejdet på Carlsberg Akademiet.
Carlsberg Akademiet er med en gennemgribende renovering fra 2019 til 2025 ført tilbage til sit oprindelige udtryk fra midten af 1800-tallet, hvor Brygger J.C. Jacobsen opførte villaen som privat familiebolig på Valby Bakke – midt i Carlsbergs industrielle anlæg. Bygningerne ejes i dag af Carlsbergfondet, for hvem Murermester Tonny Erleben har arbejdet med mange forskellige projekter gennem tiden.
Carlsberg Akademi består af den italiensk-klassicistiske hovedbygning, Vinterhaven, Pompejisalen, en terrasse og et storslået haveanlæg. På hele matriklen har Murermester Tonny Erleben i løbet af de seneste seks år udført en række krævende opgaver både inde og ude. Fx restaurering af hovedbygningens facader og genopbygning af den store havetrappe.
Inde i bygningerne har Tonny Erleben bl.a. arbejdet med at forny de kalkpudsede vægge og lofter, etablere et helt nyt naturstensgulv og repareret andre smukke naturstensgulve. En gennemgribende renovering af et tilhørende vaskehus er også gennemført.
En særlig krævende facaderestaurering
”Generelt er restaureringsarbejder på fredede bygninger håndværksmæssigt krævende, hvor kun de dygtigste håndværkere kan være med. Restaureringen af Carlsberg Akademiet har været krævende langt ud over det normale for historiske bygninger, fordi kvalitetsniveauet er så kompromisløst højt,” siger Peder Elgaard, som er stifter og partner i Elgaard Architecture, der har været arkitekt på hele restaureringen, mens Sweco var ingeniør, og Rambøll Carlsbergfondets rådgiver.
Som eksempel forklarer Peder Elgaard, hvordan facaderestaureringen har stillet meget store krav til murerfirmaets dygtighed og tålmodighed.
“På de pudsede facader skulle så meget som muligt af den oprindelige facadepuds bevares. Dette var udført med såkaldt bornholmsk cement. Det er en indfarvet facademørtel, som ikke kan produceres mere, da tilslaget ikke kan skaffes. Så der skulle udføres nye pudsede kvadre, og der skulle opnås en ensartet afsluttende kalket overflade på hele facaden,” fortæller han.
42 prøver på kalkmørtel og -puds
Til facaderenoveringen ville Slots- og Kulturstyrelsen kun tillade materialer med rene kalkprodukter. Dette viste sig at blive en stor udfordring, fordi den eksisterende facadepuds havde en meget større sugeevne end de nypudsede kvadre. Det medførte en meget omfattende proces med 42 udførelsesprøver, før man fandt frem til en løsning, som var langtidsholdbar og æstetisk sammenhængende og understøttede fredningsværdierne.
”I hele dette meget slidsomme prøveforløb har den håndværksmæssige udførelse være helt afgørende. Ingen havde erfaringer, som kunne overføres direkte til projektet. Tonny Erleben har med de 42 prøver udviklet den helt specifikke metode, som gav det helt rigtige resultat – noget, som ingen lærebog kunne anvise,” siger Peder Elgaard.
En hovedentreprise med mange specialister
Facaderenoveringen er udført af Murermester Tonny Erleben i hovedentreprisen og har foruden arbejdet med at afrense, genopbygge og pudse facaden, indebåret restaurering af gesimsbånd og monumenter.
Med på hovedentreprisen har Murermester Tonny Erleben entreret med flere dygtige fagspecialister. Det gælder fx Cortex Facaderens, Emil Nielsen Smedeværksted, N.A. Nielsen & Søn Tømrermestre, Protectors, Brdr. Funder Stukkatører, Ove H. Svensson & Søn Stuk og Dansk Stillads Service.
”Resultatet på facaden er blevet så naturligt at se på, at ingen forstår, hvor vanskeligt det har været at nå dertil. Sådan er det ofte med et restaureringsarbejde, når det lykkes!” siger Peder Elgaard.
Havetrappen med ølandssten og sandsten
Et af de andre store projekter, som Murermester Tonny Erleben har udført på Carlsberg Akademiet, er renoveringen af hovedhusets gamle havetrappe.
”Trappen var tidligere renoveret med forkerte metoder tilbage i 1990’erne, så det var en vanskelig opgave at skille trappen ad. Men det var vores opgave at bevare og genbruge så meget af den gamle belægning som muligt,” forklarer Tonny Erleben.
Den store massive stentrappe blev omhyggelig skilt ad og renset, hvorefter alle dele blev nummereret og kørt væk til opbevaring. Der blev etableret nyt beton, membran og nye trappetrin i Grå Ølandsten, mens repros i rød og grå. Sideterrasser bliver reetableret med de fliser, som det lykkedes at bevare, hele, fra den oprindelige trappe.
”Det lykkedes os at redde meget mere end halvdelen af fliserne fra havetrappen, som kunne bruges igen. Til sommer kommer vi til at genskabe sideterrasserne med disse sten,” forklarer Tonny Erleben.
Murdækningen på trappens gelænder, som er udført i sandsten, blev også afmonteret, renset og etableret igen. De særlige buede tegl, som udgør en del af værnet midt for, blev reetableret med helt nye specialfremstillede tegl i Tyskland af Brickhouse.
Til trappen har Zurface leveret nye natursten, mens brolægger Tom Malling og Dansk Stillads Service har assisteret Tonny Erleben med hovedentreprisen.
Genopbygning af naturstensgulv i Vinterhaven
Renoveringen af Carlsberg Akademi er også foregået inden døre, hvor Murermester Tonny Erleben bl.a. har arbejdet med at lægge helt nye naturstensgulve i Vinterhaven og udføre krævende restaurering af naturstensgulvene i Pompejisalen.
I vinterhaven er der nu lagt et helt nyt smukt gulv med ølandsfliser, men at nå så langt, har været en lang og krævende proces.
Først er det gamle gulv blevet banket helt ned og fjernet, derefter er der støbt et helt nyt dobbelt armeret betondæk, hvor der også er etableret nye kanaler til installationer og varmeforsyning. Til sidst er der lagt en helt ny og specialfremstillet ølandsflisebelægning.
”Vi er stolte af det smukke gulv, som vi har fået lov at etablere i Vinterhaven. Det er et gulv, som vil kunne holdes pænt i mange år fremover. De smukke stenriste over kanalerne til varme og installation fuldender billedet,” siger Tonny Erleben.
Pompejisalens gulv, tag og vægge
Arbejdet med naturstensgulvene i Pompejisalen læner sig op ad konservatorarbejde. Her har Murermester Tonny Erleben repareret en tre en halv meter lang mæanderbort, sammensat af hvid Carrara marmor og sort belgisk granit.
”Vi har haft alle stenene oppe, renset underlaget for gammel kalkmørtel og lagt hver enkelt sten på plads igen i ny kalkmørtel. Enkelte knækkede sten er blevet erstattet med nye i nøjagtig samme kvalitet,” forklarer Tonny Erleben.
En anden del af renoveringsarbejdet på Pompejisalens gulve gør dog murermesteren særlig stolt. Ude langs væggene er nogle tidligere etablerede betonbort, blevet banket af og erstattet af nye Faxe kalksten. Således at borten op mod væggene nu matcher resten af naturstensgulvet.
”Det har været et præcisionsarbejde, som krævede, at vi lavede en skabelon for hver enkelt flise. Vi skulle være særligt omhyggelige her, for ikke at skade de skiffersten, som beklæder væggene nede ved gulvet. Så det var en helt særlig fornøjelse at se den sidste af disse sten glide rigtigt på plads,” forklarer Tonny Erleben.
Det er Zurface, som har leveret nye sten og fliser til reparation og restaurering af naturstensgulvene.
Restaureringen af Pompejisalens tag har Murermester Tonny Erleben også været dybt involveret i. Dette arbejde har omfattet at banke de gamle jerndragere fri og medvirke i opbygningen af det nye tag med armering, støbning og ilægning af specialfremstillede hulsten, før der blev etableret tagpap på taget igen.
Nyt liv til Vaskehuset
Bag hovedhuset er et mindre vaskehus, som også er blevet istandsat som et led i restaureringen. Her har Murermester Tonny Erleben forestået med storentreprisen, som omfattede arbejde både ude og inde.
I vaskehusets gavl har man fjernet et gammelt vindue med kran og etableret en ny dør og vindue i facaden, murværket er blevet udbedret og soklen er pudset. Der er lagt granitbelægning i køkkengården, samt nye murafdækninger i sandsten på trappevanger/havemur, og støbt fundament til et skur i forbindelse med vaskehuset.
Indvendigt er vaskehuset renoveret fra kælder til kvist, med bl.a. nyt støbt betondæk i kælderen, oplægning af jernbjælker og ståltrappe, isolering og pudsning af vægge, samt kalkning af loft/vægge.
”I betragtning af, at der kun er tale om et gammelt vaskehus som er lavet om til møbel opbevaring, så har vi også her, fået lov til at gøre alle ting på den helt rigtige måde. Det har været en sand fornøjelse at udføre det gode håndværk med de rigtige og holdbare materialer,” siger Tonny Erleben.
Zurface har leveret natursten, mens også smedefirmaet Emil Nielsen, N.A. Nielsen & Søn Tømrermestre, kloakfirmaet HTE, brolægger Tom Malling og Dansk Stillads Service har bidraget til entreprisen.