23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Kun 350 kvadratmeter og en meget kompleks ombygning

Entreprenørfirmaet Viggo Pedersen & Søn har for Aalborg Universitet i København ombygget eksisterende lokaler til 350 kvadratmeter forsøgs- og undervisningslokaler. Her skal fremtidens byggematerialer udvikles og testes.

De 350 kvadratmeter var tidligere universitetets grupperum, sikringsrum og kontorer, og lokalerne er i det seneste halve år blevet ombygget til biolaboratorium, et værksted og to større flexlaboratorie lokaler.

– Det har været en spændende sag, og vi er utrolig stolte af at have fået lov til at være med til sætte et lille fingeraftryk på fremtidens udvikling af byggematerialer, siger direktør Martin Mortensen, der er indehaver af Viggo Pedersen & Søn A/S, Byggeentreprise.

Stor kompleksitet
Selv om ombygningsprojektet i kvadratmeter ikke er særlig stort, så har kompleksiteten i ombygningen til gengæld været meget stor.

– Vi har erfaringen fra lignende hovedentrepriser, som også er komplekse i forhold til teknikfagene – som hospitaler, operationsstuer, laboratorier og fysik- og kemilokaler.

– Personligt synes jeg, at denne type opgaver er særligt interessante, fordi de kræver så stor teknisk indsigt, og vi har den faglige kunnen til komplekse byggesager, hvor du skal op i et højere gear, siger Martin Mortensen.

Rum som fire årstider
En del af projektet har været at bygge et vådrumslab med klimarum og andre faciliter til afprøvning af fugtforhold. En af disse, som universitet kalder ”De fire årstider” kan teste byggematerialers holdbarhed under påvirkning af simulerede årstider, som nedbryder materialerne hurtigere end under naturlige forhold.

– Det fremskynder forældelsen af materialerne, så det er muligt at beregne materialerne holdbarhed uden at skulle vente i 50 år. Men samtidig så bliver selve forsøgsrummene jo indvendigt også belastet på samme måde, så derfor har der været meget store krav til udførelsen af klimasikringen af vægge og lofter inde i vådrumslaboratoriet, så de ikke også bliver nedbrudt. De skal jo kunne holde til mange hundrede forsøg, forklarer Martin Mortensen.

Store betonkonstruktioner til tryk og træk
Et andet område i bygningen er blevet indrettet til test af byggematerialer under tryk og træk. Her er store betonkonstruktioner med store smedebeslag indbygget i gulvkonstruktionen, til fastspænding af materialer til hydraulisk styret belastning.

– De skal selvfølgelig kunne holde til forsøgene, så de ikke splitter sig selv, og de skal stå fast, så der ikke kommer for mange rystelser, forklarer indehaveren af Viggo Pedersen & Søn A/S.

Ombygning kræver løsninger undervejs
Bygningen har været i drift i løbet af byggeperioden – og noget af tiden har universitet afholdt eksamen, så entreprenørfirmaet har været fleksible med ikke at udføre de mest larmende opgaver på kritiske tidspunktet.

Undervejs i projektet har Viggo Pedersen & Søn sammen med bygherrens rådgiver NIRAS A/S skulle finde løsninger, fordi forudsætningerne ændrede sig – da nedrivningen gik i gang, viste der sig eksempelvis at være PCB støv på loftet, som skulle håndteres.

– Ombygningen handler også om at være omstillelig og komme med input til løsninger, så vi kommer fælles i mål. Rådgiverne har nogle kompetencer, det har vi også, og sammen er vi dobbelt så gode, siger direktør Martin Mortensen, Viggo Pedersen & Søn A/S.

Omfattende projekt
Viggo Pedersen & Søn har i entreprisen for universitet nedrevet eksisterende vægge, lofter, inventar og installationer. Opgaven med opbygningen har blandt andet omfattet nye stikledninger til kloak, VVS, ny sprinkling ventilation og el, CTS, aptering af vægge, lofter, døre og inventar, etablering af et spændeplan, epoxybehandling af alle gulve og malerarbejde.

Aalborg Universitet i København er universitetets uddannelses- og forskningsaktiviteter i hovedstadsområdet, som markedsfører sig med et innovativt studie- og læringsmiljø, internationalt fokus og tæt samarbejde med virksomheder.

Om Viggo Pedersen & Søn
Viggo Pedersen & Søn A/S er Rødovres ældste tømrer- og snedkerfirma. Siden etableringen

i 1941 har firmaet ydet høj håndværksmæssig kvalitet og tilpasset sig de omskiftelige forhold i den danske byggebranche.

I fag-, stor- og hovedentrepriser løser Viggo Pedersen & Søn en bred vifte af opgaver med tømrer og snedker i egenproduktion – herunder, facade- og tagrenoveringer, dør- og vinduesudskiftninger, tagboliger, renoverings- og ombygningsarbejder, tilbygninger, hospitals- og laboratorieombygninger.

Viggo Pedersen & Søn A/S Byggeentreprise
Valhøjs Allé 154
2610 Rødovre
Rødovre Kommune
Danmark
CVR nummer: DK16939978

Kontaktperson

Martin Mortensen
Direktør
+45 53535333 martin@vps.dk

Send til en kollega

0.078