Viborgs største byggesag er foran tidsplanen
Boligselskabet Sct. Jørgens afd. 8, Ellekonebakken, undergår en fantastisk transformation. Flere boliger er afleveret og mange mangler blot de sidste detaljer inden at beboerne igen kan flytte ind. Her ses et udpluk af de store fremskridt og det store arbejde, der endnu venter forude.
Renoveringen af Ellekonebakken i Viborg er et både omfattende og ambitiøst projekt, men trods omfanget går det hurtigt fremad.
- Projektet har netop opnået en midtvejs-DGNB Sølv-certificering, og vi har fået afleveret 49 ud af 400 boliger. Inden jul regner vi med, at der samlet vil være 81 afleverede boliger. Flere steder kan vi, takket være nogle dygtige og arbejdsomme håndværkere, aflevere opgange 12 uger før planen, fortæller hovedentreprenøren JORTONs projektchef Thomas Dyrbye Larsen og uddyber:
- Der er generelt høj aktivitet i de 80 boliger, vi arbejder i samtidig. Det kræver noget af os alle, for at sikre vi overholder milepælene i samtlige boliger, men det lykkes, da alle involverede parter herude viser ejerskab og leverer en toppræstation hver dag.