Cementbesparende additiv vinder indpas på betonmarkedet
Nyt additiv fra Master Builders Solutions gør beton mere bæredygtig ved at reducere cementindholdet.
Master Builders Solutions har oplevet en stor interesse for det nye additiv til beton, Master X-Seed STE. Særligt betonelement-industrien er allerede begyndt at implementere det fordelagtige betonadditiv, der kan afhjælpe flere udfordringer, som branchen står overfor.
Master X-Seed STE additivet giver mulighed for, at man reducerer cementindholdet i beton og således opnår en reducering i CO2-udslippet, hvilket rammer ind i 3 aktuelle trends i branchen:
- Mangel på cement hvilket pt er en udfordring på det danske marked.
- Prisen på cement er steget og påvirker dermed betonproducenternes økonomi.
- Efterspørgsel på mere bæredygtigt byggeri med CO2-reduceret beton.
Master X-Seed STE er nu introduceret på flere elementfabrikker i Danmark, som det første sted i Europa.
“Det har vist sig, at det er muligt – ikke kun i teorien men også i praksis – at lave cementbesparelser på 40-60 kg pr m3 hos flere elementproducenter. I flere tilfælde har vi erstattet en del af cementen med additivet Master X-Seed STE anvendt sammen med andre typer filler fx kalkfiller, der både økonomisk og klimamæssigt er attraktive,” siger Finn Møller Sørensen, Segment Manager hos Master Builders Solutions Denmark A/S.
Forbedret tidlig og sen betonstyrke
Master X-Seed STE er baseret på virksomhedens unikke krystaldannelsesteknologi (C-S-H), som forbedrer hydratiseringen af cementen. Derfor kan en betydelig del af cementen i betonen erstattes med kalkfiller eller andre finstoffer uden at svække betonens styrke, konsistens eller evne til at blive bearbejdet.
”Vores nye betonadditiv gør beton mere bæredygtig ved at reducere behovet for energikrævende cement i betonen, som dog stadig beholder sine egenskaber. Master X-Seed STE accelerer hærdningen og øger både betonens tidlige og sene styrke, så kunderne også har mulighed for at spare på de energikrævende varmebehandlinger,” fortæller Finn Møller Sørensen.
Additivet er brugbart med alle typer cement, også den nye FUTURECEM fra Aalborg Portland, uanset om kunderne producerer færdigbeton, betonelementer eller betonvarer.
Krystaldannelsesteknologien (C-S-H) blev udviklet i 2009. Siden har Master Builders Solutions udviklingsafdeling forfinet teknologien til det forhydratiserede additiv Master X-Seed STE for blandt andet at kunne hjælpe branchen med at gøre det muligt at producere mere bæredygtig beton.
Læs mere om Master X-Seed STE