Første spadestik til 1500 m2 nyt domicil
Beckhoff Automation i dag taget det første spadestik på den grund, hvor et nyt, 1500 m2 stort domicil skal bygges. Domicilet bliver teknologisk velforsynet med Beckhoffs egne løsninger inden for bygningsautomation.
”Vi er vokset ud af den bygning, vi lejede os ind i for seks år siden og har nu nået en størrelse, hvor det giver mening at investere i mursten. Derfor bygger vi et nyt domicil på nabogrunden med plads til 50 arbejdspladser, stort lager, kursus- og konferencelokaler, samt træningslokaler med alt vores testudstyr. Tiden er helt rigtig til at skabe optimale fysiske rammer for vores medarbejdere og anvende vores egne intelligente løsninger fra kælder til kvist,” siger Michael Nielsen, adm. direktør i Beckhoff Automation A/S.
Siden Beckhoff Automation etablerede sig i Danmark i 2005, har virksomheden haft en stabil årlig vækst på 18%. Medarbejderstaben er på få år vokset fra 16 til 23. Det er særligt automationsløsninger til maskinbyggere, vindmølleindustrien, samt sygehuse og andre store bygninger, der skaber vækst. Prognoserne ser fortsat positive ud.
”Automationsindustrien har taget kvantespring de senere år. Produktion og forretning smelter sammen, så man får fuldt udbytte af alle data og kan øge produktiviteten på tværs af afdelinger, fabrikker og lande. Vi oplever, at markedet er vokset eksplosivt, fordi vi integrerer nye teknologier som cloud, IoT og kunstig intelligens i vores standardsoftware til kunderne,” siger han.
Optimering af lys, varme og klima
Beckhoffs nye domicil på Birkemose Allé tilpasser sig hver enkelt medarbejder. Når de fra foråret 2020 møder ind om morgenen, vil de opleve, at deres computer, printer og lys automatisk tændes. Intet unødvendigt udstyr står tændt natten over.
Energikilder som lys, varme og klima styres automatisk i forhold til, hvor medarbejderne befinder sig, og hvad de enkelte lokaler anvendes til. Skrivebords- og loftslamper farvestyres efter årstiderne, så arbejdsbetingelserne bliver optimale. Om vinteren giver fx en varm farvetemperatur et langt mere behageligt lys.
”Vi ønsker at skabe et domicil, der sætter æstetik og teknologi i højsædet. Det bliver et inspirerende hus for både medarbejdere og kunder - og et levende showroom, hvor kunder og andre interesserede kan opleve nyeste bygningsautomation i praksis. Derudover får vi plads til at afholde alle vores events, kursusaktiviteter, gå-hjem-møder og hands-on træning i det nye domicil. Vi glæder os til at give kunder og kursister en helstøbt Beckhoffoplevelse, når vi er vært ved både store og små arrangementer,’ siger Michael Nielsen.
”I Kolding Kommune har vi skabt 4.800 nye job på fire år, og selv om vi også tiltrækker arbejdspladser udefra, skyldes det i stor stil, at vores egne virksomheder har succes. At Beckhoff Automation er glade for beliggenheden i Kolding er vist tydelig, når de vælger at bygge på nabogrunden,” siger Jørn Pedersen.
Beckhoffs nye domicil er tegnet af P+P arkitekter, og JN Group er entreprenør for byggeriet. Domicilet forventes at stå klart i foråret 2020 og koster et tocifret millionbeløb.
Om Beckhoff Automation ApS
Beckhoff Automation er global udbyder af universelle automationsløsninger i mere end 75 lande. Produktudvalget omfatter industri-PC’er, I/O og fieldbus-komponenter, driveteknologi og automationssoftware. Produkterne kan anvendes som enkeltkomponenter eller integreres i komplette kundetilpassede kontrolsystemer inden for alle industrier. Beckhoff Automation arbejder tæt sammen med andre førende teknologiudbydere for at bringe nyeste teknologier og mest effektive løsninger til markedet. Beckhoff Automation ApS har dansk hovedkontor i Kolding og i alt 23 ansatte.