H.K.H. Kronprinsesse Mary indvier Hempel Kollegiet
I går - halvandet år efter at byggeriet af Hempel Kollegiet i Kongens Lyngby gik i gang - blev det indviet af H.K.H. Kronprinsesse Mary.
'Kollegiet i skoven', som det også kaldes, omkranses af gamle egetræer. Egetræsskoven blev bevaret under byggeriet af de 201 kollegieboliger, der inkluderer otte handicapboliger. Kollegiet er et mødested for studerende fra hele verden. Det tilbyder en mulighed for at opleve og deltage i et fællesskab efter bedste danske traditioner. Her skabes nye sociale og faglige forbindelser, der kan føre til fremtidige vigtige samarbejder på tværs af landegrænser.
Samarbejdet på projektet har fungeret rigtig godt
Projektchef på byggeriet fra B. Nygaard Sørensen A/S, Jan Ehlers, fortæller: "Som totalentreprenør blev vi tidligt inddraget i projektet med henblik på at optimere byggeprocessen og konstruktionerne. Lige fra start af har vi haft et rigtig godt samarbejde med bygherre, DTU Boligfond, og rådgiverne på sagen.
Bæredygtighed - et nøgleord
Projektet har haft fokus på bæredygtighed, hvad angår miljømæssige, sociale og økonomiske hensyn. Det er en overordnet tankegang, der præger hverdagen på DTU, Danmarks Tekniske Universitet. I den forbindelse har der i udviklingen af projektet været arbejdet med DGNB: DGNB-systemet danner grundlag for en holistisk, systematisk og dokumenterbar implementering af bæredygtighed i alle projektets faser.
For eksempel er en del af kollegiet muret op af genbrugssten fra gamle, nedrevne bygninger. Før de kunne genbruges, blev de renset op. Nu er de muret med kalkmørtel, så de kan genbruges igen om 100 år.
Alle overfladerne i boligerne inklusiv betongulvene er malet med maling fra Hempel for at understrege forholdet til byggeriets store donator.
Et værdigt punktum på en vellykket byggesag
"Vi synes, at det er et flot byggeri, som vi er stolte af. Genbrugsmurstenene giver bygningerne noget liv og sjæl. Samarbejdet har fungeret gnidningsløst. Sagen er afleveret til tiden. Og så er det jo sjovt, at det er Kronprinsesse Mary, der indvier kollegiet", slutter projektchef Jan Ehlers.
Læs mere om projektet på B. Nygaard Sørensen A/S' hjemmeside her.