Hi-Con udvider produktionen
I dag kan fabrikschef Bitten F. Kristiansen og direktør Peter Vendelin Olesen foretage det første spadestik til en udvidelse af produktionsområdet i Hjallerup.
Udvidelsen giver plads til godt 5000 m2 ekstra udendørs lagerareal samt en udvidelse af produktionshallen med bl.a. et nyt indendørslager og en overdækket læssebane. Der er desuden planer om også at udvide administrationsbygningen.
Stigende efterspørgsel fra udlandet
I de senere år er ordretilgangen steget markant hos Hi-Con, som leverer elementer af højstyrkebeton til især byggebranchen. Derfor er det blevet nødvendigt med udvidelse af både produktionsfaciliteter og administration hos den nordjyske virksomhed. Det er primært efterspørgslen i udlandet, som er årsag til den forøgede travlhed i virksomheden.
Hi-Con udvikler og producerer højstyrkebetonelementer som f.eks. altaner, trapper og facadeelementer til både Danmark, Norge, England, Finland og Holland.