BNS vandt licitationen om Vig Hallen / Odsherred Hallen
B. Nygaard Sørensen A/S havde billigste pris i forbindelse med licitationen på genopførelse af Vig Hallen / Odsherred Hallen, som fik omfattende skader i forbindelse med en kraftig brand tilbage i august 2012.
Hovedentreprisen omfatter dels en renovering og ombygning af eksisterende svømmehal med energioptimering af klimaskærmen samt nyt ventilationsanlæg i nyt teknikrum.
Herudover omfatter projektet genopførelse af ny idrætshal sammenbygget med den eksisterende svømmehal. Idrætshallen opføres i to niveauer og udgør samlet cirka 3.300 m².
Niveau 0 indeholder selve idrætshallen, som foruden at opfylde kravene til en fuld håndboldbane indeholder en spring- og trampolingrav i den ene ende med tilhørende depotrum, fitnesscenter, foyerområde med reception/billetsalg samt omklædningsfaciliteter til idrætshallen/fitnesscentret.
Niveau 1 indeholder træningsrum, aerobic/yogarum, spinningslokale, caféområde, anretterkøkken, omklædningsfaciliteter til svømmehallen samt klublokale.
Fotokilde: White arkitekter A/S