23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Kemi-barnevogn kunne være fanget i kontrol

Den barnevogn, som Forbrugertesten på DR1 i onsdags afslørede med et for et alt for højt indhold af ftalater, kunne være bremset allerede, inden den kom i handlen.



En overskridelse på 200 gange grænseværdien for ftalatet DEHP var, hvad Forbrugerrådet Tænk fandt ved en test af kalechen i en barnevogn af mærket Scandia Run.

Tænk gjorde præcist, hvad mange småbørnsforældre gjorde før dem. De gik ind i en tilfældig butik og købte barnevognen, som altså viste sig ulovlig.
Men det kunne være undgået, hvis barnevognen på forhånd var kontrolleret af en anden uvildig instans, sådan, som mange danskere tror, er tilfældet.

For et halvt år siden spurgte Varefakta i samarbejde med netop Forbrugerrådet Tænk danskerne, om de har tillid til, at de fleste børneprodukter har været igennem en uvildig kontrol, inden de kommer ud i butikkerne. Det svarede mere end otte ud af ti danskere bekræftende på.
43 procent af danskerne tror således, at myndighederne tjekker alle børneprodukter, inden de må sælges, mens yderligere 40 procent har tiltro til, at de fleste børneprodukter testes af anden en uvildig instans.

Kun 17 procent er klar over, at det i de allerfleste tilfælde er producenterne selv, der siger god for produkterne, og at det derfor er undtagelsen, at børneprodukter er gransket af myndighederne eller en anden uvildig instans, inden de sættes til salg i butikkerne eller på nettet.

I det konkrete tilfælde med Scandia Run er barnevognen trukket ud af handlen, men et ukendt antal børneforældre havde allerede købt barnevognen og triller i dag rundt med en barnevogn af det pågældende mærke og navn.
"Producenterne af børneprodukter har et kæmpeansvar her, når de sælger produkter, man ikke kan være sikker på er testet. Undersøgelsen viser, at forbrugerne køber i blind tillid til, at alle børneprodukter er testet og opfylder krav til sikkerhed, som netop er så vigtigt for småbørnsfamilier. Med resultatet af denne undersøgelse ved vi nu, at producenterne giver forbrugerne en falsk tryghed. Det bør de gøre noget ved," siger souschef i Varefakta, akademiingeniør Jens Kristian Weidlich.

Varefakta tester selv børneprodukter som barnevogne og barneseler på anerkendt laboratorium, inden de blåstemples og sendes ud i butikkerne. Men da Varefakta er en frivillig ordning, som producenter og importører selv betaler for at benytte, er det langt fra alle børneprodukter, der testes.
Af de syv barnevogne i Forbrugerrådets Tænks test, var blot en enkelt kontrolleret af Varefakta, inden den kom i handlen. Det var testvinderen Emmaljunga Big Star Supreme, som samtidig var den eneste af de syv barnevogne, der ikke indeholdt spor af skadelig kemi.

For yderligere information kontakt:

Jens Kristian Weidlich
Telefon: 46304513
E-mail: jkw@varefakta.dk

Send til en kollega

0.078