23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Hjælp dig selv

Det er at skyde sig selv i foden, når man ikke deltager i forberedelserne til en fagretlig sag, som Malerforbundet har rejst mod ens virksomhed.

Indrømmet, det kan være mere end almindelig surt at sætte flere timer af til møder med det forbund, der har rejst en sag mod ens virksomhed. Men som medlem af Danske Malermestre er man forpligtet til at deltage i behandlingen af fagretlige sager, der bliver rejst efter § 17 i overenskomsten. Desværre oplever chefen for fagretlig afdeling, Heinrich Søndengaard Nielsen og kollegaerne Henrik Bau og Kimmi Bourskær, at flere medlemmer giver udtryk for utilfredshed med at skulle medvirke til løsningen af disse sager.
 
- Der er en tendens til, og den har været stigende gennem de senere år, at man er uvillig til at hjælpe med at finde en løsning. Man gider ikke, man har ikke tid, man synes, det er spild af tid, ja kort sagt er der mange undskyldninger, der bliver bragt på banen, når vi henvender os, efter at fagforeningen har rejst en sag.
 
- Men hvis jeg skal sige det helt kort, så er man faktisk forpligtet til at deltage i den fagretlige behandling, fastslår Heinrich Søndengaard Nielsen. Han lægger ikke skjul på, at han sagtens kan sætte sig ind i den frustration, der kan være, når Malerforbundet rejser en sag på vegne af en medarbejder, som man selv synes, man har gjort alt for skulle trives i virksomheden. Men det hjælper bare ikke noget. Reglerne på området er nemlig klare. Virksomheden er forpligtet til at stille op.
 
- Og faktisk er det jo også sådan, at vi har sværere ved at hjælpe virksomheden til den bedste løsning, hvis de ikke selv deltager aktivt, både i forberedelserne til sagen og i selve mødet med Malerforbundet. Og det er uanset om det er fællesmøder, Ti-mandsmøder eller mæglingsmøder, siger han og nævner som tænkt eksempel en sag om pension rejst af Malerforbundet på vegne af en malersvend.
 
- Malerforbundet opstiller et regnestykke over den manglende pensionsindbetaling og fremsender et indbetalingskrav. Men jeg ved jo ikke, om regnestykket er rigtigt eller forkert.
 
- Og hvis virksomheden ikke deltager i forberedelserne af sagen eller som minimum fremsender nogle tal, der modbeviser Malerforbundets tal, ja så er det jo deres regnestykke, der bliver lagt til grund for en afgørelse.
 
Svært at hjælpe
Uden virksomhedens aktive hjælp, konstaterer Heinrich Søndengaard Nielsen, bliver det sværere at hjælpe og udfaldet af en given sag bliver ikke altid helt så gunstigt, som hvis virksomheden har deltaget i sagsbehandlingen.
 
- En ting er, at Malerforbundet sommetider bliver fortørnet over, at en virksomhed udebliver. Det er hvad det er, men det giver også fagretlig afdeling sværere betingelser at arbejde under og øger, desværre, risikoen for et resultat, der ikke går i virksomhedens retning. 

Foto Søren Hytting

Danske Malermestre
Islands Brygge 26, 5.
2300 København S
Københavns Kommune
Danmark
CVR nummer: DK61834710
P nummer: 1003147310

Kontaktperson

Annika Ipsen
Kommunikationsansvarlig
+45 61779770 aip@malermestre.dk

Send til en kollega

0.11