Siger aldrig nej til efteruddannelse
God kvalitet kræver dygtige medarbejdere. Derfor siger malermester Allan Andersen aldrig nej, hvis medarbejderne har fundet et kursus, de gerne vil på.
Det hele handler om vores slutprodukt. Vi tænker meget i høj kvalitet fra start, så vi ikke skal lave noget om. Vores kvadratmeterpriser er lidt højere, men til gengæld er det meget, meget sjældent, at vi skal lave noget om.
- Og god kvalitet kræver dygtige medarbejdere, der brænder for malerfaget. Jeg opfordrer altid medarbejderne til at efteruddanne sig, Især i stille perioder.
- Og jeg har heldigvis et megagodt personale, der ikke springer over, hvor gærdet er lavest. De kan selv se værdien af at blive dygtigere, siger malermester og medejer af Jørn Andersen & Sønner i Silkeborg, Allan Andersen.
Han har selv efteruddannet sig på svendeskole i Aarhus og været på kurser i stucco-lustro og travertin i Italien. Og er af den overbevisning, at han som arbejdsgiver har ansvaret for, at de ansatte bliver efteruddannet.
- Det vi afleverer skal være 110 procent i orden. Det er mest mit ansvar, at resultatet er pænt hver gang. Derfor føler jeg et stort ansvar for at få uddannet mine ansatte, siger Allan Andersen.
Ingen penge på markedsføring
Malerfirmaet, der har 50 år på bagen, laver meget for private kunder og har ellers lidt flyttelejligheder og erhverv. Malerarbejdet er ofte i nye, arkitekttegnede huse, hvor alt skal stå snorlige, fordi der er masser af lysindfald.
- Vi bruger aldrig penge på markedsføring. Al reklame går fra mund til mund, som jo er den bedste reklame for os. Det gør mig stolt at sende svende ud, der gør det så godt, at kundernes nabo spørger om vi også vil male hos dem, siger Allan Andersen, der ofte får tilfredse kunder i røret, der roser arbejdet.
Den ros sørger han altid for at kommunikere videre til de ansatte, så de også bliver stolte af deres egen indsats.
Siger aldrig nej til et kursus
Kurser i tapetsering, spartelprodukter, Graco sprøjtespartelmaskiner, Festools støvsugere, Flüggers nye produkter, synsgennemgang af malerarbejde med konsulent fra Danske Malermestre, filtopsætning, aquafilt og brugen af forskellige værktøjer til forskellige strukturer og overflader.
- Sidste år tog vi to dage ud af kalenderen og fik Tapeteksperten.dk, som vi selv ejer, og en fra teknisk skole ud for at lære os noget om tapetopgaver. Vi har også haft Graco ude at vise, hvordan man skiller en sprøjtespartelmaskine korrekt. Det er vigtigt, at vi lærer de samme ting, så udførelsen af maleropgaverne ender med det samme resultat, siger Allan Andersen, der aldrig siger nej, hvis de ansatte selv finder et kursus, de vil på.
Kontorchef og faglig teknisk konsulent i Danske Malermestre Allan Brohus har også været på besøg for at fortælle og vise, hvordan man syner malerarbejde.
- Nu ved vi alle, at man faktisk godt må se en filtsamling. Han gennemgik vores filtopsætning og maling, fortæller Allan Andersen.
Ansvar for malerfaget
Allan Andersen er ikke tvivl om, at han som malermester er ansvarlig for at føre malerfaget videre. Derfor er hans holdning også, at når han tager en lærling i lære, så er det hans ansvar at gøre faget så spændende, at vedkommende bliver i faget. Der er nu to lærlinge i virksomheden og en mere på vej.
- Svende og lærlinge hjælpes altid ad med opgaverne her. Både de sjove og de trælse. Her er lærlingene med i alle processer, siger han.
Billedtekst: Malermester og medejer Allan Andersen fra Jørn Andersen & Sønner i Silkeborg styrer malerafdelingen på 16 mand og hiver dage ud af kalenderen for at efteruddanne de ansatte.