23948sdkhjf

NCC skal bygge råhuset på TRÆ i Aarhus

| Medlemsnyhed | Indrykket af NCC Danmark A/S

Danmarks højeste byggeri i træ skal opføres i Aarhus, og NCC er af totalentreprenøren Kaj Ove Madsen A/S Aarhus valgt til at stå for råhus-delen med støbning og montering af de tre kontortårne på Sydhavnen.

Aarhus skal have landets højeste byggeri i træ, og NCC bliver den entreprenør, der skal stå for den første del.

”Gennem tidlig involvering har vi i NCC fået forhandlet os til fagentreprisekontrakten på støbning og montering af de tre kontortårne på TRÆ. Både vi og totalentreprenøren kan se en stor værdi i den viden om byggeri i træ, som NCC ligger inde med, og det er en af årsagerne til, at vi har fået kontrakten,” siger Søren F. Andersen, områdedirektør i NCC råhus Vest.

Entreprisen omfatter bundplader, kælder med insitu og betonelementer, insitustøbning af trappe- og elevatorkerner, opspænding, montering af stål, træsøjler, trædæk, betonelementvægge og lette facadekassetter. Der arbejdes hele tiden med fokus på så bæredygtige løsninger som muligt. Både i forhold til konstruktionen og materialevalget.

Byggeriet omfatter tre kontortårne; et på 78 meter med 20 etager og to tårne på 27 meter med seks etager hver.

”Vi har valgt at arbejde med NCC, fordi firmaet har erfaringer med træbyggerier og allerede er i gang med flere, blandt andre to i Odense. Vi har tidligt i processen været dybt nede i mange af problemstillingerne ved byggeriet, og derfor tror vi på, at vi ender op med et rigtigt godt byggeri, der desuden har mange klimavenlige løsninger,” siger Morten Nyrup, projektleder hos Kaj Ove Madsen A/S Aarhus.

En af ideerne med byggeriet er at erstatte beton og stål med træ, hvor det er muligt. Ud over træ arbejdes der også med alternative løsninger, som at bruge gamle vindmøllevinger til solafskærmning, anvende affaldstekstiler til lyddæmpning og benytte genbrugs- og fejlproducerede vinduer til facaden.

Bag byggeriet står PFA og Kilden & Hindby med Kaj Ove Madsen A/S Aarhus som totalentreprenør. Det er tegnet af Lendager med MOE som rådgivende ingeniører. Opførelsen begynder i september i år, og bygningerne skal stå færdige i andet halvår 2024. Ordren bogføres i tredje kvartal 2022 under NCC Building Nordics.

 

Medlemsnyhed

Indrykket af
NCC Danmark A/S

Tobaksvejen 2A
2860 Søborg
Danmark
NCC Danmark A/S

Send til en kollega

0.125