Ny formand for Skilt & Print Branchen
Gensynsglæden var stor da medlemmerne af Skilt & Print Branchen igen kunne mødes fysisk ved foreningens generalforsamling og Landsmøde 2022.
Foreningen Skilt & Print Branchen afholdt den 22. april 2022 ordinær generalforsamling på Hotel Røde Kro i Rødekro, som var det første fysiske møde siden 2019, da generalforsamlingen i henholdsvis 2020 og 2021 var afholdt på kommunikationsplatformen Teams.
Skilt & Print Branchen skulle ved årets generalforsamling vælge ny formand, idet Jan Sloth Mølgaard af personlige årsager havde set sig nødsaget til at trække sig fra formandsposten.
Formandens beretning
Medlem af bestyrelsen Jan Stevnsborg aflagde på formandens vegne bestyrelsens beretning. Han kunne blandt andet berette om det specielle og lidt besværlige i at sidste års generalforsamling blev holdt på Teams. Han berettede endvidere om ud- og indtræden i foreningens bestyrelse i de seneste par år.
Jan Stevnsborg kunne glæde sig over tilgangen af to nye medlemmer, Tax & Co. Montage , Kastrup samt Böhl Skilte & Solfilm, Trustrup.
Til gengæld måtte han beklage at foreningens aktiviteter, i form af branchedage, var blevet aflyst på grund af corona.
Af nyt fra de tekniske skoler som udbyder uddannelsen som skiltetekniker, TEC i Gladsaxe og College 360 i Silkeborg, fortalte Jan Stevnsborg, at elever der skulle aflægge svendeprøve i juni 2022 var det laveste i mands minde, to på TEC og tre på College 360.
Aktiviteter og ny bestyrelse
Medlem af bestyrelsen, Claus Tvangsø fortalte på generalforsamlingen om foreningens aktivitetsplan, herunder om foreningens rolle ved afholdelsen af Sign & Print messen, der afholdes den 14.-15. september 2022 i Odense Congress Center.
Foreningen deltager med en messestand, og arbejder i øvrigt tæt sammen med messens arrangør, AGI Publishing House AB om skiltefaglige aktiviteter til afholdelse over de 2 messedage.
Claus Tvangsø kunne også glæde sig over, at uddannelsen som skiltetekniker i år ville være repræsenteret som konkurrence fag ved afholdelsen af SKILLS 2022 i Høng.
Der blev også valgt en nye bestyrelse på generalforsamlingen. Som ny formand valgtes Claus Tvangsø. I bestyrelsen sidder også Jan Stevnsborg, Trine Kromann Dahl, Anete Jensen og Anni Christensen. Lars Madsen og Mikkel Jensen er suppleanter.
Billedtekst: Skilt & Print Branchens bestyrelse: Nederst fra venstre: Trine Kromann Dahl, Claus Tvangsø, Anete Jensen, Anni Christensen. Øverst fra venstre: Jan Stevnsborg, Mikkel Jensen og Lars Madsen.