23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Rekordmange elever i lære

Antallet af lærlinge og elever, der er i gang med en læreplads på en virksomhed, er det højeste i mange år. Alligevel forsøger fagbevægelsen at male et andet billede.

Lad os starte med nogle tørre tal: I 2021 er der registreret det hø­jeste antal lærepladser i de 19 år, statistikken har eksisteret. Både når det gælder de over 76.000, der er i lære, og de næsten 49.000 nye uddannelsesaftaler, der blev indgået sidste år.
 
Det er således rigtig gode tider for dem, der starter på en erhvervsuddannelse, når det gælder om at finde læreplads. På 32 ud af 91 erhvervsuddannelser er der ingen kø til en læreplads overho­vedet, og på langt størstedelen af de resterende er det relativt få, der enten er i skolepraktik eller er søgende. Ser vi på bygnings­maler-uddannelsen er der 1073 i lære, mens kun 14 personer har afsluttet grundforløbet og mangler læreplads. 64 er i skolepraktik.
 
I SMVdanmark er Kasper Munk Rasmussen, chefkonsulent og uddannelsesansvarlig, meget glad for de nye tal.
 
- Erhvervsuddannelserne har rigtigt meget at byde på, og vi står over for en stor mangel på faglærte i fremtiden, så det er vir­kelig godt, hvis vi kan fortælle de unge, at der i langt de fleste tilfælde står en læreplads og venter. Desværre møder de ofte den modsatte historie, nemlig at det er så svært at få en læreplads. Men tallene viser jo noget helt andet, siger han.
 
Han henviser til, at især fagbevægelsen ofte nævner, at der er mangel på praktikpladser, men han mener, det er en skævvridning af sandheden.
 
- Der er nogle uddannelser, der er ekstremt populære, og der­for er der mangel på lærepladser lige der. For eksempel er der mange flere, der gerne vil være urmager, end der er plads til, og så er det jo helt naturligt, at der opstår en søge-kø. Det er jo ret beset det samme som på for eksempel det meget eftertragtede medicin­studie på universitetet, hvor mange må opgive at blive optaget. Her har vi bare en mekanisme, hvor det i stedet for en søge-kø er det eksamensgennemsnit, der kræves for at komme ind på studiet, der bliver meget højt, siger Kasper Munk Rasmussen.
 
Han synes derfor, det er ærgerligt, når fagbevægelsen enøjet taler om en mangel på lærepladser.
 
- Vi har længe hørt denne snak om mangel på lærepladser. Selvom der er 10.000 flere lærlinge ansat i virksomhederne end for fire år siden, så ser vi stadig det her meget negative fokus fra fagbevægelsen, og på den måde er de med til at skræmme dygtige unge mennesker væk fra de fag, de ellers selv hævder at repræsen­tere – og det forstår jeg simpelthen ikke logikken bag, siger Kasper Munk Rasmussen.
 
Mangel allerede nu
Flere analyser peger på, at vi i værste fald kommer til at mangle op mod 100.000 faglærte i 2030. Så allerede nu må vi samle kræfter for at få flere til få flere til at søge ind på erhvervsuddannelserne. Og udfordringen er stor. Fx valgte 72 pct. en gymnasial uddan­nelse efter grundskolen i 2021, mens kun godt 20 pct. valgte en erhvervsuddannelse. I 2001 var det 32 procent, der gik den vej.
 
-Desværre ser vi allerede nu flere og flere eksempler på virk­somheder, der får meget få eller ingen ansøgninger fra kvalifi­cerede kandidater, når de skal have besat en læreplads. Vi ser ek­sempler på, at man som virksomhed er nødt til at blive skrevet på venteliste, hvis man vil have fat i en lærling, siger Kasper Munk Rasmussen.
 
Hos SMVdanmark håber man derfor, at de gode muligheder for at få en læreplads kan få flere unge til at overveje en erhvervsud­dannelse.
 
- Der har i mange år været et negativt fokus på tilgængeligheden af lærepladser. Jeg håber, at de her tal kan få flere unge til at se, at der er historisk gode muligheder for at få en læreplads, og at man kan bygge videre på en erhvervsuddannelse. Også EUX-ud­dannelsen, hvor man kan kombinere en studentereksamen med et svendebrev, er et rigtigt tilbud til de unge, som vi forventer os meget af, siger Kasper Munk Rasmussen.
 
Billedtekst:
Det er en god historie med næsten 80.000 i lære, men fagbevægelsen fokuserer på de få uddannelser, hvor der er mangel på lærepladser. Foto Thomas Vilhelm, Ritzau Scanpix

Danske Malermestre
Islands Brygge 26, 5.
2300 København S
Københavns Kommune
Danmark
CVR nummer: DK61834710
P nummer: 1003147310

Kontaktperson

Annika Ipsen
Kommunikationsansvarlig
+45 61779770 aip@malermestre.dk

Send til en kollega

0.079