Vi regner med at fjerne sand frem til slutningen af april, og logistisk stiller opgaven en række krav til præcision og planlægning, siger Andreas Christensen, projektleder i Hercules Fundering.
Udfordringen består i, at det sand, vi graver op, ligger på relativt dybt vand. Vi skal typisk ned i ti meters dybde for at hente sandet. Vi bruger to langarmede gravemaskiner til at løse opgaven. Hvert løft rummer halvanden kubikmeter sand, og da sandet er vådt, meget vådt, vejer et løft uden videre tre tons. De to langarmede maskiner graver op, placerer sandet i en bunke, en læssemaskine tager så over og fylder via en særlig kørevej sandet på store sættevogne, som kører sandet til Kalvebod Brygge. En sættevogn, syv-akslet, rummer cirka 21 kubikmeter sand. På en gennemsnitlig arbejdsdag kører otte lastbiler i pendulfart mellem Nordhavn og Kalvebod Brygge, og vi når ofte op på mellem 30 og 40 læs om dagen.