23948sdkhjf
Del siden
Annonce

To nye EL-serviceledere til Poul Sejr Nielsen

Hos Poul Sejr Nielsen oplever vi en stigning i antallet af opførelser af typehuse. Vi har derfor styrket vores kompetencer indenfor typehuse med to nye EL-serviceledere. Byd velkommen til Jesper Jensen og Tonny Simonsen!

Ærekær og hjælpsom serviceleder

Som serviceleder for typehuse kommer Tonny bl.a. til at varetage fakturering, planlægning og koordinering af montørernes dagligdag samt sørge for at de udfordringer, der kan opstå i forbindelse med opførelsen af et hus, bliver løst på bedste vis. Herudover kommer Tonny til at have det primære ansvar for planlægning og koordinering af hvidevarer samt 1-års og 5-års gennemgange i forbindelse med kvalitetssikring.

Tonny er uddannet elektriker og har i mange år arbejdet med det EL-tekniske i kaffebranchen som henholdsvis servicetekniker, teamleder og sidenhen som teknisk chef. Senest har Tonny, inden han kom til Poul Sejr Nielsen, varetaget stillingen som serviceleder i et logistikfirma, hvor han bl.a. har koordineret 16 teknikere og varetaget kundekontakten. Nu glæder Tonny sig dog til komme i gang med en ny hverdag med spændende projekter: ”Jeg søgte et arbejde, hvor jeg kunne kombinere min uddannelse som elektriker med min viden og erfaring som serviceleder – derfor endte jeg her. Jeg glæder mig til at møde montørerne og kunderne og til at følge vores projekter fra start til slut.”

Engageret, ansvarsbevidst og betænksom er ord, der beskriver Tonny rigtig godt. For Tonny er det vigtigt, at hans kollegaer har det godt, og at kunderne er tilfredse med vores arbejde. Tonny sætter en ære i at få tingene til at køre så gnidningsfrit som muligt – også selvom, der af og til opstår uforudsete udfordringer. Om sin drivkraft siger Tonny: ”Jeg bliver motiveret af glade kollegaer, jeg bliver motiveret af tilfredse kunder, der synes, vi har leveret et godt stykke arbejde – og så drives jeg af at komme i mål med vores projekter.”

Når ikke Tonny er at finde på kontoret, nyder han bruge sin fritid på at spille golf med sine børn, ligesom han dyrker både landevejscykling og crosscykling.'

 

Serviceleder med stort kendskab til typehuse

Som serviceleder kommer Jesper, ligesom Tonny, til at varetage planlægningen og koordineringen af montørerne. Jespers overordnede ansvar bliver at varetage produktionen – herunder at gøre tegninger klar, bestille specielle materialer, styre specialløsninger samt fakturere. Herudover kommer Jesper til at håndtere de afledte serviceopgaver, der kommer i typehusene.

Jesper er ikke et nyt ansigt hos Poul Sejr Nielsen - inden han blev serviceleder, var han selv udførende elektriker, hvor han varetog installationer i typehuse. Jesper har arbejdet som elektriker i typehuse i næsten 10 år, og han har derfor en unik indsigt i processerne ude på byggepladserne - han ved nøjagtig, hvad der skal ske, og hvad man som montør har brug for. Nu ser Jesper dog frem til at sidde på den anden side af bordet, hvor han skal varetage den administrative del: ”Nu har jeg gået ”i marken” i snart 10 år, så nu glæder jeg mig til at få mere indsigt i det administrative arbejde, der er forbundet med typehuse. Mens jeg har en stor forståelse for, hvad der skal til for at få montørernes hverdag til at glide så gnidningsfrit som muligt, er der andre ting, der er helt nye for mig – så det er naturligvis en læringsproces, hvor jeg får en forståelse for de administrative udfordringer, der er og kan være.”

Struktureret, ærekær og løsningsorienteret er ord, der beskriver Jesper rigtig godt. Som montør har Jesper været vant til meget faste tidsrammer, og det er derfor vigtigt for ham, at der er struktur og styr på tingene. Om sin drivkraft siger Jesper: ”Jeg motiveres af at få projekterne til at lykkes og at få alles hverdag til at glide bedre. Jeg har den holdning, at det ikke kan være så svært at få tingene til at lykkes, og at de udfordringer, der opstår, er til for at blive løst.”

Når ikke Jesper er at finde på kontoret, bruger han en del tid på sit eget hus. Det seneste halvandet år har Jesper brugt på selv at bygge et hus, som han nu er ved at færdiggøre. Herudover nyder Jesper at bruge tid med sin familie, på landevejscykling samt på hundetræning, hvor han både er instruktør og selv træner lydighed med sin Labrador.

 

Vi er utroligt glade for at kunne byde både Jesper og Tonny velkommen hos Poul Sejr Nielsen – vi er sikre på, at de bliver et godt makkerpar, og vi ser frem til et godt og langvarigt samarbejde!

 

Poul Sejr Nielsen A/S
Klintehøj vænge 7
3460 Birkerød
Rudersdal Kommune
Danmark
CVR nummer: DK28518803
P nummer: 1008767692

Kontaktperson

TR(
Timmy Riddertoft (IP)
+45 45815577 tir@psn.dk

Send til en kollega

0.047