23948sdkhjf

Endnu en modulserie hos Ajos a/s kan svanemærkes

| Medlemsnyhed | Indrykket af Ajos a/s

Alle nyproducerede pavilloner af udlejningsvirksomhedens to modulserier kan nu leveres som svanemærkede bygninger til skoler og daginstitutioner.

I begyndelsen af dette kalenderår introducerede udlejningsvirksomheden Ajos a/s en ny serie af pavillonmoduler, der udover en række fysiske ændringer i forhold til den eksisterende serie også bærer Svanemærket som et tydeligt bevis på, at de lever op til skrappe krav til energiforbrug, indeklima, miljø og bæredygtighed.

Men fremover vil Svanemærket ikke kun være at finde i Ajos' nyeste serie af pavilloner. I samarbejde med vores danske søstervirksomhed Scandi Byg, der fremstiller alle Ajos' pavilloner, er den eksisterende serie af pavillonmoduler nu også blevet optimeret, så disse moduler efterlever Svanemærkets krav. Det betyder i praksis, at alle Ajos’ nyproducerede pavilloner i begge modulserier nu lever op til Svanemærkets krav.

- For Ajos er det en milepæl, at alle vores nyproducerede pavilloner nu kan svanemærkes. Det er også en markant understregning af, at vi fortsætter med at udvikle vores forretning i et grønt perspektiv. Vores kunder kan være sikre på, at Ajos er garant for miljørigtige løsninger, og vi arbejder hele tiden på at gøre det lettere for vores kunder at vælge de bæredygtige løsninger. Ved at begge vores pavillonserier kan svanemærkes, giver det kunderne en større fleksibilitet, siger Ole Wamsler, adm. direktør i Ajos a/s.

Ajos nyeste pavillonserie måler ca. 4 x 11 meter, hvorimod den eksisterende serie er ca. 4 x 9,6 meter. Den ekstra plads i den nye serie er bl.a. anvendt til indendørs gangarealer, og er samtidig en imødekommelse af en konkret efterspørgsel fra kunderne.

- Da vi opførte Danmarks første svanemærkede skole for Københavns Kommune, var det med moduler fra den nye pavillonserie. Vores bæredygtige løsning er blevet positivt bemærket og har konkret affødt henvendelser fra andre interesserede kommuner, som også efterspørger sådanne grønne løsninger. Med Svanemærket får brugerne en bygning, der er kendetegnet ved høj byggeteknisk kvalitet, og de ved, at modulproduktion, byggeproces og det færdige byggeri er kontrolleret af en uvildig tredjepart, siger Carsten Bøgesø, afdelingschef for pavilloner i Ajos a/s.

Bortset fra de fysiske mål giver de to serier kunderne de samme muligheder i forhold til udstyr og fleksibel indretning. De bygges blandt andet med vinduer af træ/aluminium og gulvvarme er standard i alle lokaler, såvel som rummene har elektronisk styret belysning samt fuld ventilation som aktiveres af måling af CO2-indholdet i luften.

- Vi har netop fået leveret fabriksnye pavillonmoduler til en integreret institution på ca. 1.150 kvm. i to plan i Storkøbenhavn, som vi er ved at opføre. For at kunne løse denne opgave mest hensigtsmæssigt over for kunden, var 4 x 9,6 meter moduler oplagte, og da kunden samtidig var meget nysgerrig på Ajos’ grønne profil, blev det for Ajos en logisk anledning til at tage det sidste skridt og fremover udelukkende investere i moduler, der kan svanemærkes. Nu har vores kunder alle muligheder for at tilbyde sine brugere i form af børn og voksne en miljørigtig løsning. Uanset hvilken serie de ønsker, kan de få en svanemærket løsning, fastslår Carsten Bøgesø.

Hos Miljømærkning Danmark, der har ansvaret for Danmarks to officielle miljømærker, Svanemærket og EU-Blomsten, glæder man sig over udviklingen i Ajos.

- Det er glædeligt, at Ajos oplever interesse fra flere kommuner, der ønsker at høre mere om muligheden for svanemærkede skoler eller daginstitutioner - og at Ajos på den baggrund har valgt at tage endnu et skridt på deres rejse med Svanemærket. For en svanemærket bygning er både bedre for miljøet og for de børn og voksne, der skal opholde sig i bygningen. Fx vil bygningen være kendetegnet ved et særligt godt indeklima, da der er krav til bl.a. ventilation, fugtsikring og afgasning af skadelig kemi. Samtidig skal et svanemærket byggeri leve op til skrappe krav i hele livscyklus, dvs. krav til både materialer, byggeprocessen, brugsfasen samt affalds- og recirkuleringsfasen, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.

>> Tilmeld dig Ajos' månedlige NyhedsMail.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Om Ajos - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Ajos er blandt de absolut bedste på de områder, vi har valgt at specialisere os i - og så har vi licens til at opføre Svanemærket byggeri. Vi udlejer bl.a. pavilloner, kontormoduler, skurvogne, containere og midlertidige installationer, fx byggestrøm, belysning, opvarmning, afspærring samt byggepladsindretning og byggepladslogistik.


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Ajos a/s

Godthåbsvej 4
7100 Vejle
Danmark
Ajos a/s

Send til en kollega

0.126